Global: Hulu køber programmer for 500 mio. dollar

Hulu optrapper program-kampen, norsk minister skal forklare TV 2-indblanding og Murdoch erkender MySpace “screw up”...
MediaWatch

 


Hulu bruger 500 mio. dollar på programmer
Online tv-tjenesten Hulu er klar til store programindkøb for 500 mio. dollar. De skal blandt andet går til originalt indhold, der specifikt er produceret til nettet, ifølge Wsj.com. Det sker, fordi abonnementsbasen er vokset til over 1,5 millioner i 2011. Det resulterede i indtægter på 420 millioner dollar sidste år, og Hulu får dobbelt så mange nye abonnenter hver dag i øjeblikket, som de gjorde på samme tid sidste år, lyder det fra selskabet, ifølge Bloomberg.com.

TV 2-salg får norsk minister i fedtefadet
På torsdag skal Norges erhvervsminister Trond Giske redegøre for sin optræden i forbindelse med salget af norsk TV 2 til Egmont. Han skulle nemlig have gjort en særdeles aktiv indsats for at forpurre A-pressens salg af sin ejerandel på 50 pct. Giske har blandt andet truet med at ville fyre bestyrelsesformanden for Telenor, som ejer lidt under halvdelen af aktierne i A-pressen og som den norske stat samtidig ejer aktier i. Det skriver Kampanje.com. Giske frygter blandt andet, at danskernes opkøb af TV 2 kan føre til, at hovedkvarteret bliver flyttet fra Bergen. Det afviser Egmont-topchef Steffen Kragh dog, idet Egmont selv var med til at skrue betingelserne for driften af TV 2 sammen, som de har været involveret i lige fra begyndelsen.

Elle-hjemmeside skal være mere social
Hearst Magazines UK, der blandt andet udgiver britisk Elle, har i det nye design til modebladets site lagt mere vægt på ‘sociale elementer’ som muligheder for at ‘synes om’, dele, retweete og kommentere. Elle har 281.000 Twitter-følgere i UK og 125.000 Facebookfans. Det skriver Mediaweek.co.uk.

YouTube: Fremtidens underholdning er på nettet
I den næste tiår vil 75 procent af alle nye tv-kanaler opstå på nettet. Det mener i hvert fald en af topcheferne i YouTube, ifølge Washingtonpost.com. Youtube har i 2011 haft en trillion hits (dvs. en milliard milliarder hits), ifølge selskabet selv. Og i 2012 bliver det meget bedre, eftersom flere politikere og nyhedsfolk vil distribuere web-ads, taler og videocasts via YouTube på grund af det amerikanske valg, lyder det fra YouTube.

Murdoch erkender MySpace “screw up”
Rupert Murdoch, adm. direktør for News Corp., er ikke bleg for at erkende, at MySpace ikke var hans heldigste investering. Det sociale musiksite købte han for 580 millioner dollar, men det blev solgt for en brøkdel. Telegraph.co.uk refererer Twitter-beskeden fra Murdoch som lyder: “Many questions and jokes about My Space.simple answer - we screwed up in every way possible, learned lots of valuable expensive lessons”. I det hele taget er Murdochs Twitter-tilstedeværelse lidt af en nyheds-generator. Han har for nylig også langet ud mod Google for at tjene penge på piratmateriale, skriver News.cnet.com.

Russisk Twitter-pendant i luften
Et nyt socialt netværk inspireret af Twitter, kaldet futubra.com, er lanceret i Rusland af Mail.ru-gruppen. Det skriver Globalvoicesonline.org.

Web-tv-strid spidser til i Norge
Selvom web-tv stadig lever et lidt stille liv målt i annoncekroner i Danmark, har man stærk tiltro til mediet i Norge, hvor Dagbladet nu vil tage kampen op mod VGTV med ny videogruppe. Før jul lancerede NRK en animationsserie specifikt til web-tv, og VG styrker også sin satsning. Det skriver Journalisten.no.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også