TV 2-regioner tænder for hundredvis af nye timers tv

Fra i dag vil alle otte regioner gå i luften med deres 24-timers kanaler. Ambitionerne er høje, men forbeholdene store i.f.t. at gætte på seertal.
Cecilie Thorup

24-timers nonstop regional-tv er nu en realitet for danskerne, efter deres respektive regionale TV 2-nyhedsanker i dag går i luften med hver deres hele tv-kanal.

Det har betydet travlhed, effektiviseringer, høje ambitioner og nyskabelser hos de otte TV 2-regioner rundt omkring i landet.

”Den 11. januar fremkommer vi som helt nye, vi laver alting om. Vores studier, nyhedsgrafik, det hele er nyt. Det er vigtigt, at vi fremover skal fremstå som vores egne med vores eget produkt, frem for at være et biprodukt af et andet medie,” siger adm. direktør for TV 2 Nord, Pia Daugaard.

Høje ambitioner
Og ambitionerne er høje hos regionerne.

”På vores nye 24-timers kanal vil vi se sende nyheder og aktualitetsprogrammer døgnet rundt. Vores 1,8 millioner seere får et helt nyt tilbud om ukodet regionalt tv med masser af nyheder, debatter og interviews, der tager afsæt i danskernes virkelighed i Københavnsområdet,” siger Trine Jakobsen, der er redaktionschef på TV 2 Lorry.

De andre regioner præsenterer desuden nye talkshows samt nye magasin- og aktualitetsprogrammer, der alle tager udgangspunkt i lokalområdet.

"Nu bliver vi en ’rigtig’ TV-kanal med tid og mulighed for at komme helt tæt på østjydernes liv. Både det der leves til fester og store folkelige begivenheder. Men også det, der leves i yderkrogene og de stille hverdage rundt omkring i regionen. Det mest markante er vores daglige talkshow Go’ Aften Østjylland, hvor vi hver dag har besøg af østjyder med meninger og gode historier på hjerte," siger Eva Kvist fra TV 2 Østjylland.

Begrænsede licensmidler en udfordring
For mange af regionerne har det været en udfordrende øvelse at løfte den nye 24-timers opgave med de godt 100 mio. kr., der er blevet afsat i medieforliget til at finansiere den ekstra regionale tv-tid. Hver region fik 57 mio. i 2011 stigende til godt 60 mio. kr. i 2014. Derudover besluttede partierne bag medieaftalen for 2011-2014 at tilføre de otte regionale TV 2-virksomheder en ekstrabevilling på i alt 25,4 mio. kr. i 2012 og 2013.

”Vi har virkelig været inde og massere budgettet og finkæmme huset for ressourcer, der kunne udnyttes bedre. Vi har jo kun fået en stærkt begrænset ekstra-licens til opgaven, så det har krævet utroligt meget af medarbejdernes fleksibilitet og vilje til at løse opgaven. Vi synes selv, det er lykkedes at skabe et hæderligt produkt indenfor de givne rammer – men det ville være løgn at påstå, at vi ikke kunne bruge flere penge. Sådan er det vel altid,” siger programchef for TV Syd, Claus Christensen.

Den økonomiske udfordring har desuden fået en del af regionerne til at tænke nyt og anderledes.

”Vi tænker kreativt – prøver at lave produktioner med synergi-effekt. Vi har desuden udfordret os selv på vores måde at producere på, så vi får flere minutter for pengene. Men det er en udfordring at få enderne til at mødes, så vi har konstant antennerne ude efter nye kloge måder at skrue tingene sammen på,” siger Eva Kvist, redaktionschef for TV 2 Østjylland.

Hos TV 2 Øst har man til gengæld været ude og tænke i nye sponsorsamarbejder - med succes.

”Vi er en meget effektivt arbejdende tv-station, så vi har dels kunnet hente en del ressourcer ved at tænke nye veje på de interne processer og så har vi været ude og hente sponsorkroner. Det betyder at vi har 4,5 million kroner ekstra i kassen til at lave programmer for i forhold til de fleste andre TV 2-regioner. Samtidig vil nye programsamarbejder med nogle af de andre regioner hjælpe med til at løfte udfordringen,” siger Ole Hampenberg Andersen, redaktionschef på TV 2 Øst.

Men for alles regioner synes at være, at der er blevet fundet plads i budgettet til at vise ca. tre timers friskproduceret tv hver dag - en timers nyheder og to timers magasin- og/eller aktualitetsprogram.

Forbeholden med seertal
Men selvom der hos de lokale regioner anes en vis tilfredshed med resultatet og en spænding på premieren, er man dog forbeholdne når det kommer til seertal.

”Vi har ikke sat os et mål om at nå et bestemt antal seere. Erfaringerne viser, at det kan tage meget lang tid før nye kanaler for alvor gør sig gældende. Derfor er vi også glade for fortsat at sende nyheder klokken 19:30 og 22:20 på TV 2,” siger Trine Jakobsen fra TV 2 Lorry.

Hos TV Syd afventer man premieren med is i maven:

”Vi tør slet ikke gætte på, hvordan seerne tager imod kanalen. Men vi er forberedt på, at vi skal have is i maven, inden vi går i panik. Det første års tid kan vi sagtens tåle at have meget, meget beskedne tal – det er jo et afsindigt konkurrencepræget marked, vi kaster os ind i. På sigt kunne jeg drømme om en share på 5-6 procentpoint i primetime – dvs. mellem 17.30 og 20.00 for vores vedkommende,” siger Claus Christensen.

Hos TV Nord forventer man ligefrem et fald i kanalens spænde begyndelse.

”Fra starten af forventer vi et fald af helt praktiske årsager – folk skal lige finde kanalen, ligesom det også falder sammen med TV 2’s overgang til betalingskanal. Men hen over sommeren forventer jeg så at se en stigning. Men det er for tidligt at sige noget om,” siger Pia Daugaard.

Kun hos TV 2 Bornholm aner man en anderledes optimisme.

”Her på Bornholm vil vi helt sikker få en flot placering, men det skyldes områdets specielle karakter,” siger direktør Jan Jørgensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også