YouSee: Vi har fået mere konkurrence

YouSee er atter i skudlinjen for at stå i vejen for et friere tv-valg, men adm. direktør Niels Breining ryster på hovedet.

Godt en uge inde i det nye år har 2012 allerede budt på et par bredsider mod YouSee, der sidder på knap 50 pct. af kabel tv-distributionsmarkedet.

I en kronik i Jyllands-Posten angreb Boxer TV's adm. direktør Steen Ulf Jensen, den lovgivning, der gør, at mange lejere i etageejendomme i kraft af deres antenneforening er bundet til den samme tv-udbyder - som af historiske årsager ofte er YouSee.

Samtidig har Niels Rytter, der driver konsulentvirksomheden Konkurrencerådgivning.dk til Jyllands-Posten påpeget, at der efter hans mening er behov for at åbne YouSees distributionsnet for andre udbydere for at gøde mere konkurrence og et friere tv-valg.

Angriber foreningsret
Men begges ord preller af på adm. direktør Niels Breining, YouSee.

"Det, Sten Ulf Jensen i virkeligheden angriber, er antenneforeningernes ret til at vælge deres egen tv-distributør. Det er rigtigt, at mange tv-seere, og det gælder omkring en million husstande, er bundet til deres distributør, men de er altså ikke bundet af YouSee, men af deres antenneforening, som har til formål at skaffe bedst og billigst tv til foreningen," siger Niels Breining, der mener, at Sten Ulf Jensen blander tingene sammen ved at kræve, at staten ophæver "lovgivningsmæssige beskyttelse af Yousee" - for en sådan eksisterer ikke.

Ikke YouSees net
Heller ikke Niels Rytters forslag om at åbne YouSees distributionsnet for tredjepartsaktører, falder i blid muld hos Niels Breining.

"For det første skal man huske, at det ikke er YouSees net. YouSee ejer 40 pct., mens resten er bekostet og ejet af antenne- og boligforeninger. Niels Rytter mener åbenbart, at ingen kan konkurrere med YouSee. Men vi kan godt mærke, at vi har konkurrence, og vi har også fået mere konkurrence. Vi har fået sværere ved at tiltrække nye kunder, og vi mister flere kunder," siger Niels Breining.

Styrelse tvangsåbnede net
Det er ikke fordi, tanken om, at staten åbner YouSees infrastruktur for tredjepart, er komplet ny på scenen. I foråret 2011 tvangsåbnede IT- og Telestyrelsen YouSees net for andre bredbåndsudbydere, selvom YouSee var imod. Nettet blev dog ikke krævet åbnet for udbydere af IPTV, kun bredbånd.

 

"IT- og Telestyrelsen har faktisk også undersøgt muligheden omkring kabelnettet, og her var konklusionen, at det teknisk ikke kan lade sig gøre, og det vil også være meningsløst at gøre," siger Niels Breining med henvisning til, at digitaliseringen af tv-markedet vil overflødiggøre diskussionen om, hvorvidt andre tv-udbydere også skal have adgang til YouSees kabelnet.

"Den teknologiske udvikling vil inden for tre til fem år betyde, at meget mere tv bliver distribueret over bredbånd, og det vil give flere muligheder og flere udbydere," siger Niels Breining, der forventer, at IT- og Telestyrelsen inden for en kortere årrække igen vil kigge på, hvorvidt YouSee også skal åbne for udbydere af IPTV og dermed kan vælge at åbne for tredjepart på det forretningsområde også.

Frit valg det nye sort
At tendensen går mod mod mere frit valg af tv-kanaler, er direktøren dog ikke i tvivl om.

"Vi vil her i 2012 og 2013 give endnu mere valgfrihed, fordi det er en af hovedtendenserne i markedet," siger Niels Breining, der afviser, at det sker for at komme den hovedtendens på Christiansborg i møde, der også vil sikre tv-seerne mere frit kanalvalg.

"Vi meldte allerede ud i 2010, at vi vil arbejde for et friere valg. Ikke på grund af politik, det handler om, at vi kan mærke, at det er et større ønske hos vores kunder."

YouSee er tit i skudlinjen for at have en for dominerende stilling på markedet - har I ikke et imageproblem?

"Jeg tror, det er den udfordring, man har, når man er den største. Vi har været med i mange år, har lang erfaring og gode produkter, der gør, at kunderne vælger os. Men det kan jeg ikke se er monopolistisk. Hvor er det, den frie konkurrence mangler?"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også