November: Reklamekroner skyllede væk

Mediernes reklameomsætning dykkede med 14 pct. til cirka 494,3 mio. kr. i november 2011. Tv og fagblade trak indekset ned.
MediaWatch

Året har 16 måneder, ifølge digteren Henrik Nordbrandt, som mener, at november strækker sig over de fem af dem. Det er heldigvis for mediebranchen ikke tilfældet i den virkelige verden, for november var ikke en god måned for flere af mediegrupperne.

I alt faldt den del af annonceomsætningen, der går via mediabureauerne med 14 pct. i 2011 i forhold til samme måned 2010 til et beløb på cirka 494,3 mio. kr., ifølge nye tal fra DRRB.

Tv (-16 pct.) og fagblade (-23 pct.) trak indekset ned med hjælp fra ‘anden digital’ (-13 pct.). Radio skuffede til gengæld mest i forhold til indekset for år til dato. Her steg omsætningen nemlig med hele 47 pct., mens den faldt med fem pct. i november.

Tv har været et af årets højdespringere og ligger år til dato i indeks 111. Det samlede 2011-estimat fra fire bureauer lyder på en vækst på 14,5 pct., men i år forventes tv's vækst kun at være på et par procent. Den udvikling er det ikke lige sådan at sætte blus under for tv-selskaberne, for den forsigtige vækst skyldes i høj grad usikkerheden på verdensmarkederne, vurderer mediabureauerne.

I den rigtige ende af indekset finder man ugeaviserne, som øgede omsætningen med 16 pct. ligesom magasiner og ugeblade kan glæde sig over en fremgang på syv pct.

‘Adresseløse’ der er en af DRRB’s nye kategorier har også haft en fin november med vækst på ni pct.

DRRB har taget en ny opgørelsesmetode i brug for deres indeks over mediernes annonceomsætning, som inkluderer ‘search’ og ‘adresseløse forsendelser’.

Det skyldes, at de udgør “ikke ubetydelige summer i den samlede mediaomsætning og det vil vi naturligvis følge udviklingen i”, oplyser chefkonsulent i DRRB Henrik Dyrring.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også