Boxer: Liberaliser tv-markedet fuldt ud

Direktør for Boxer TV i Danmark mener, at Konkurrencestyrelsen skal fokusere på frit valg af tv-udbyder frem for frit valg af tv-kanaler.
MediaWatch

I starten af november fremlagde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en rapport, hvor man opfordrede politikerne til at sikre tv-seerne frit kanalvalg ved at pålægge tv-udbyderne at tilbyde dette.

Idéen om frit kanalvalg er adm. direktør for Boxer TV, Steen Ulf Jensen, helt med på. Han mener dog imidlertid ikke, at man når hen til total valgfrihed ved at lovgive om det. Han mener desuden, at man fokuserer på et andet problem end det, der er mest væsentligt.

”Når politikere og myndigheder er overbeviste om, at et lovindgreb for at tvinge a la carte igennem er den rigtige vej at gå, er det et udtryk for, at man har sat kikkerten for det blinde øje. Man har fat i et hjørne af problemet, men ikke problemets kerne, for det er den manglende valgfrihed for forbrugerne til selv at vælge den tv-udbyder, man helst vil have,” skriver Steen Ulf Jensen i en kronik i Jyllands-Posten i dag.

Her nævner han bl.a. lovgivningen om, at lejere er tvunget til aftage deres tv-kanaler fra den udbyder, som er lagt ind i deres boligforenings antenneanlæg – hvor denne udbyder som oftest er Yousee.

”Konkurrencen bliver ikke fri af at indføre mere lovgivning. Konkurrence fungerer allerbedst uden reguleringer af nogen art,” skriver han videre.

”Det, der ødelægger konkurrencen i dag, er primært for megen lovgivning, der er forældet. Der er masser af udbydere på tv-markedet, som tørster efter det frie marked og den frie konkurrence, hvor Yousee ikke er beskyttet af loven og staten. Dem regulering, som myndigheder og politikere bør få ophævet, hellere i dag end i morgen, har i årtier skaffet Yousee en særstilling og en nu næsten uovervindelig position.”

Yousee-direktør Ulf Lund er enig med Steen Ulf Jensen et stykke ad vejen og har tidligere udtalt, at han også synes lovgivning på a la carte-området er en dårlig idé.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu