TV 2 og SBS TV bedst ud af 2011

Årets sidste tv-uge gav fortsat medvind til TV 2 og SBS TV, mens TV3-gruppen haltede. Discoverys nye kanal TLC endte 2011 i topform.

TV 2's mission om at styrke positionen på tv-markedet inden hovedkanalens overgang til abonnementbetaling i næste uge lykkedes i 2011 - også i årets sidste uge ifølge mediebureauet MEC.

"TV 2 afsluttede 2011 rigtigt fint med mere end 45 procent af de kommercielle seere i aldersgruppen 21-50 år i sidste uge. De sidste par uger har TV 2's hovedkanal oven i købet ligget lidt over sidste års niveau, som også var meget højt," skriver Broadcast Researcher Michael Jensen, MEC, i bureauets tv-status for ugen. Det var primært de to lange shows ’Helte Galla 2011’ og ’TV 2 011: De største øjeblikke’, der gav TV 2 point i uge 52, begge programmer havde i omegnen af en million seere.

Også SBS TV fik en god afslutning, mens der var mindre grund til champagnegallop hos TV3-gruppen, der endte med årets laveste kommercielle seerandel i målgruppen 21-50 år.

"Kun lidt over 16 procent af tv-seningen på de kommercielle kanaler rettet mod voksne skete på TV3's tre kanaler. Det er faktisk kun et procentpoint mere end seerandelen for SBS TV's fire kanaler. For SBS TV's vedkommende var det især mandekanalen 6’eren, der med en masse engelsk fodbold mellem jul og nytår fik en fantastisk afslutning på 2011 med en fremgang på mere end et procentpoint i forhold til ugen før," skriver Michael Jensen.

Uden for de store kommercielle netværk var der især fremgang til National Geographic-kanalen, musikkanalen VH1 og til Discoverys nye kvinderettede skud på tv-stammen TLC, der gik i luften i september. Med 1,5 procent af de kommercielle seere fik kanalen sin højeste seerandel indtil videre. TLC indleder det nye år med forbedret distribution med fast plads i YouSees Fuldpakken, hvor den afløser TV 2 Film.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også