Det får mediebranchen i julegave

Fra Tivoli-årskort til nul og niks – her kan du se, hvad de ansatte i mediebranchen får i julegave af cheferne i år.
Cecilie Thorup

Det har været et hårdt år for mediebranchen i år - men betyder det, at de ansatte må tage til takke med små gaver, eller er cheferne mere rundhåndede, når det kommer til at dele julegaver ud til deres ansatte? Læs mere her, hvor Mediawatch har bedt udvalg folk fra branchen om at lukke op for gaveposen.

DR
Når man arbejder for et public service-medie, der lever af borgernes skattekroner, er der ikke udsigt til flotte julegaver. Så medarbejderne på DR kan ikke lægge nogen gaver under træet fra ledelsen i år.

Berlingske Media
Hos Berlingske Media der også i år måtte skære kraftigt ned på julefesten, er der heller ikke udsigt til julegaver. Det har der ikke været siden 2008, efter Lisbeth Knudsen trådte til som chefredaktør og bestemte, at der ikke var overskud i budgettet til den slags julegoder.

SBS
På SBS kan man foranlediges til at tro, at det har været en særdeles god forretning at underholde danskerne med druk-reality og unge piger med modeldrømme. Er man ansat her, kan man nemlig vælge mellem et Tivoli-årskort, 12 flasker vin, et Tromborg hudplejesæt, termokopper fra Royal Copenhagen eller høretelefoner fra AiAiAi.

JP/Politikens Hus
Hos mediekoncernen JP/Politiken kan man gøre julemiddagen lidt sjovere med seks flasker vin.

”Ha ha, jeg har fået nøjagtig det samme som alle andre i koncernen. 6 flasker vin. Men nu du siger det, vil jeg rykke for lidt mere personligt,” siger udviklingschef hos Politiken, Anders Emil Møller.

Børsen
Hos Børsen holder man sig til det gamle ordsprog: Man kan ikke både blæse og have mel i munden, og derfor må medarbejderne vælge mellem at modtage nogle flasker vin og øl eller en delikatessekurv. Hos TV3 mener man til gengæld godt at man kan give begge ting.

”Vi har fået et Zwilling knivsæt, en kogebog med Bo Bech, vin, øl og en masse delikatesseting,” siger pressemedarbejder hos TV3, Rosa Callesen.

TV 2
Hos TV 2 følger man tendensen med nichemedier helt til dørs. Her kan man vælge mellem seks forskellige julegaver, der genremæssigt læner sig op ad TV 2's fem kanaler og Tv2.dk. Priserne for de enkelte gaver er lidt forskellige, men TV 2 oplyser, at prisniveauet ligger væsentligt under SKAT's tilladte max-beløb.

Information
På Information er medarbejderne forhåbentlig meget glade for avisens merchandise. Et termokrus påført Informations logo samt et strik-selv tørklæde med Information på er nemlig hvad der lå under træet til dem fra ledelsen i år.

Og således blev det jul i mediebranchen igen i år…

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også