TV 2: Valgdækning med skønhedsfejl

Prognoserne var for upræcise, men ellers er nyhedsdirektør Michael Dyrby godt tilfreds med torsdagens valgdækning på TV 2.
Louise Reseke

Tv-dækningen af torsdagens valg var et af de største tekniske og journalistiske prestigeprojekter for public service-hovedkanalerne i nyere tid. Og med mere end tre millioner seere, der kiggede forbi på enten TV 2 eller TV 2 News i løbet af hele dagens lange valgdækning, så lykkedes det projekt i høj grad, siger nyhedsdirektør Michael Dyrby på TV 2.

"TV 2 arbejder hele tiden på at nå så mange og så bredt ud som muligt, og det må siges at være lykkedes på valgdagen. Normalt, når vi taler nyheder, så skal vi have en uge til at nå det samme antal danskere, som vi gjorde i løbet af valgdagen," siger nyhedsdirektøren.

"Jeg er rigtig tilfreds med vores dækning i torsdags. Det var en meget stor produktion, hvor det lykkedes både at oplyse, informere og underholde på en gang," siger nyhedsdirektøren, der på forhånd havde sagt, at TV 2 ville bestræbe sig på at have mere fokus på drama og mennesker end på tal. Om TV 2 i sin dækning fik doseret ingredienserne rigtigt, er en af de ting, der skal kigges nærmere på nu.

"Om vi fandt den helt rigtige balance kan man altid diskutere, og det er noget af det, vi skal vurdere nærmere nu, om der f.eks. kom analyse nok med samlet set. Vi havde en ambition om at afvikle to, tre historier på en gang, og det lykkedes. Jeg mener, det er vejen at fortælle flere historier på en gang, men selvfølgelig på en måde, så det ikke kammer over, men holder en balance, hvor flowet er organisk og dynamisk," siger Michael Dyrby.

Upræcise prognoser
Blandt de ting, nyhedsdirektøren kunne have ønsket sig, havde siddet bedre i skabet på valgaftenen, er TV 2's prognoser, der blev leveret af analyseinstituttet Megafon. Ifølge Altinget.dk's valgekspert, Søren Risbjerg Thomsen, ramte DR valgresultatet mere præcist. Frem til 21.40 havde TV 2 ifølge Altinget en fejlpct. på 2,9, mens DR's prognose frem til 21.39 havde en fejlprocent på én, der blev reduceret til 0,0 pct. kl. 22.55, mens TV 2's var på 2,0 pct. kl. 22.54.

"Hvis det står til troende, og det må jeg gå ud fra, at det gør, så er det et at de steder, vi ikke har været helt skarpe nok. En fejlmargen i den størrelse er ikke tilfredsstillende. Man kan ikke undgå en fejlmargen, men vi kan se på, hvordan vi kan gøre det bedre," siger Michael Dyrby.

I forhold til seertallene endte slaget mellem DR og TV 2 meget lige. Kigger man alene på public service-hovedkanalerne DR1 og TV 2 i målgruppen 12+ og i tidsrummet 20-24, så klarede DR1 sig bedst - og bedre end de har gjort i forhold til TV 2 de sidste mange valgaftener. Kigger man på tidsrummet fra kl. 17, da valgstudierne på hovedkanalerne åbnede og til de lukkede mellem halv to og to om natten og tæller alle seerne (fra tre år og opefter) på TV 2 News og DR Update med, så var seerforskellen mellem stationerne minimal.

"Sådan en aften er der fri konkurrence, og der må man bare konstatere, at TV 2 var superdygtige først på aftenen, og DR var det sidst på aftenen. Jeg var fuldstændig klar over, at det ville blive et tæt løb, også fordi vi kun var et mulehår foran DR ved sidste valg, og DR har lært rigtig meget på produktionssiden og havde en flot dækning i torsdags, hvor de også ramte med prognoserne," siger Michael Dyrby, der ser den samlede, store seertilslutning til både DR og TV 2 på en dag, hvor alt drejede sig om politik, der måske ikke er en given sællert, som en cadeaux til public service-service stationerne i det hele taget.

Fremadrettet ser han samspillet mellem tv og internet som et af de områder, som TV 2 kommer til at arbejde mere med frem mod næste valg - og i det hele taget. Tv-seerne har nemlig mere og mere en skærm nummer to med sig i sofaen foran tv'et - hvad enten det er en smartphone, tablet eller laptop. 

"Tendensen peger i retning af en højere grad af customizing og at gøre det muligt for folk at få supplerende historier og resultater på deres anden skærm. Det er en meget tydelig tendens, at et stigende antal af vores brugere har en anden skærm også, når de ser tv, og den udvikling kommer alle medier til at arbejde mere med," siger Michael Dyrby.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også