Ritzau på vippen hos TV 2

TV 2 er åbne over for at lave en aftale med en konkurrent til Ritzau.
MediaWatch

Endnu en af Ritzaus store kunder, TV 2, har sin aftale med nyhedsbureauet til overvejelse. Det siger TV 2's nyhedsdirektør, Michael Dyrby, til Børsen.

"Vi er ikke supertilfredse med det produkt, vi får nu, så vi er interesseret i alt, hvad der sker på markedet," siger Michael Dyrby.

Dermed følger TV 2 i hælene på andre tvivlere såsom Børsen. Flere Ritzau-kunder, der ikke også er ejere, har formentlig deres Ritzau-aftaler til overvejelse i denne tid. Er man også interessent hos Ritzau, er vinduet for at opsige aftaler dog lukket ifølge nyhedsbureauets direktør Lars Vesterløkke. Fristen blev forlænget med to måneder efter seneste frist 30. juni på grund af Berlingske Medias opsigelse på falderebet.

Flere mediekunders utilfredshed med Ritzau er brudt ud i lys lue, efter at Berlingske Media åbnede ballet ved at trække sig ud af samarbejdet. Det delejede JydskeVestkysten fulgte efter samt lokalavisen Bornholms Tidende. Flere af kunderne, inklusiv TV 2's Michael Dyrby, bekræfter dog, at Ritzau-aftalen også er taget op til revision af pekuniære årsager.

Nyhedsbureauet Newspaqs direktør, Kristoffer Gravgaard, vejrer morgenluft i kraft af den seneste udvikling.

"Nyhedsbureau-markedet har hidtil været meget bundet op omkring Ritzau og interessentskabet (bureauets ejerkreds, red.), men nu er markedet pludselig blevet løsnet og er blevet meget mere levende," siger Kristoffer Gravgaard til Børsen.

Lisbeth Knudsen, koncernchef Berlingske Media, har indledt et nyhedssamarbejde med delejede JydskeVestkysten, der er åbent for andre kunder, men hun har endnu ikke afgjort om arbejdet med at erstatte Ritzau resulterer i formelt nyhedsbureau, ifølge tidligere udtalelser til Mediawatch. Ritzaus bestyrelsesformand samt Fyens Stiftstidendes Per Westergård er blandt de stemmer, der tvivler på, at opsigelsen af Ritzau kan betyde meget andet.

Flere eksperter tvivler på, at nyhedsbureaumarkedet bliver særligt lukrativt, slet ikke hvis konkurrencen på markedet forstærkes kraftigt.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også