Forarger-tv: Skærmen er ladet med reality i efteråret

Der står "reality" hen over mange af efterårets nye egenproduktioner på tv-kanalerne. De to største satsninger er TV3’s ’Fristet – hvor langt vil du gå?' og Kanal 5’s rendyrkede reality-forarger, der netop har haft premiere, ’Kongerne af Marielyst’. Og ifølge produktionsselskabet Mastiff, der har sat sig rimelig tungt på genren og både producerer 'Paradise Hotel' til TV3 og 'Kongerne af Marielyst', så er genren langt fra toppet.
Cecilie Thorup

Der står "reality" hen over mange af efterårets nye egenproduktioner på tv-kanalerne. De to største satsninger er TV3’s ’Fristet – hvor langt vil du gå?' og Kanal 5’s rendyrkede reality-forarger, der netop har haft premiere, ’Kongerne af Marielyst’.

Og ifølge produktionsselskabet Mastiff, der har sat sig rimelig tungt på genren og både producerer 'Paradise Hotel' til TV3 og 'Kongerne af Marielyst', så er genren langt fra toppet.

”Folk er blevet dygtige til at se fjernsyn, og de kender de faste fortællerammer. Den klassiske reportageform er slidt, og seerne vil have noget nyt og originalt,” siger adm. direktør for Mastiff, Mads Holmstrup.

Kongerne af forargelse
’Kongerne af Marielyst’ minder i sin opbygning meget om hitprogrammet ’Jersey Shore’ fra USA. Fire piger og fire fyre bliver indlogeret i et sommerhus i et fest-område, hvor de skal bo, arbejde, spise, sove og feste sammen.

"Programmet er et eksempel på den knap så skarpt formaterede og stærkt karakterbårede reality”, siger Mads Holmstrup.

”Vi indtager mere ’fluen-på-væggen’-rollen i stedet for at gå ind og skabe dramatikken og spillet, og på den måde bliver det de medvirkende, der skaber virkeligheden, og det fremstår mere ægte”.

Programmet har allerede forarget i Sverige, hvor det har kørt med titlen 'Kungarne af Tylösand'. Herhjemme har Kongerne da også allerede fået forargede ord med på vejen fra branchefolk som tv-anmelder Henrik Palle på Politiken i anmeldelsen her, mens TV 2's Anders Breinholt og DR's Peter Falktoft har vendt tommelfingeren nedad via Twitter.

"God reality behøver ikke nødvendigvis forarge, men det skal vække nogle følelser i folk. Her er følelsen af forargethed imidlertid en god følelse at vække i tv-seeren," siger Ane Cortzen, studievært på DR2-programmet Tv!Tv!Tv!, der på den kommende TVFestival er vært for en session om reality.

Hun kalder det særlige reality-fænomen for 'væmmelsesfryd'.

"Folk kan godt lide at blive provokeret, og sidde og ryste på hovedet hjemme i stuen. Men det skal være ægte, før de tror på det, og folk skal være gået ind i det med fri vilje. Her er reality-genren glimrende," siger hun.

Genren finder nye veje
Hun tror dog ikke på, at vi kommer til at se mere af den reality-type, der involverer fulde teenagere og sex på åben skærm - det er efterhånden set før. Derimod spår hun, at forargelsen skal vækkes på andre måder. F.eks. på den måde som TV3 forsøger sig med i deres program: 'Fristet - hvor langt vil du gå?'

"Her bliver seeren introduceret for det inderste privatliv, og deltagerne bliver udsat for nogen urimeligt hårde dilemmaer, og de bliver udfordret på deres moral og etik. Det tror jeg vi kommer til at se mere til," siger hun.

'Fristet', der har premiere 5. september, er ikke lige så løst formateret som ’Kongerne af Marielyst’, men minder derimod om et menneskeligt spil i stil med Paradise Hotel.

”Gitteret for programmet er kendt fra andre reality-programmer. Et menneskeligt spil, hvor folk bliver stemt ud,” siger værten for det nye program, Adam Duvå Hall, der skiftede fra DR til TV3 tidligere i sommer.

”Det her program tager lige skridtet videre fra, hvad vi hidtil har set i reality-verdenen. Her lærer vi folk at kende på en hel ny måde gennem folks personlige historier. Det, at du lærer folk at kende, ved at stille dem over for moralske dilemmaer, det er ikke noget, du har set før i dansk reality," siger han.

Ud over ’Kongerne af Marielyst’ har SBS TV også 'Topmodel Danmark' på Kanal 4 på realitymenuen samt det nye reportageprogram ’Mig og min mor’, inspireret af TV3's 'Amalies verden' og de ældre travere 'Singleliv' og 'Dating in the dark'. DR, som ellers ikke normalt forbindes med reality, er klar med det reality-inspirerede dating-program 'Projekt: Kærlighed', som også har premiere i løbet af efteråret, mens TV 2 fortsætter det noget mere tæmmede reality-inspirerede program 'Toppen af Poppen'. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også