DR2 fyrer Landsbyhospitalet
Det er ikke på DR2, man fremover kan se og gense tv-serier som 'Hun så et mord' og 'Landsbyhospitalet'. Serierne rykker sammen med andre engelsksprogede og gennemprøvede klassikere til DR1, så DR2 i højere grad dedikeres til de tv-dramatik vi-ikke-vidste-vi-gerne-ville-se fra lande som Rusland, Polen, Frankrig og Brasilien.
"Vi besluttede at flytte de gamle seier til DR1 og valgte så at satse meget alternativt. Det kan godt være, at de fremmede sprog er en barriere for mange tv-seere, men vi er ikke sat i verden for at få mange seere. Vi skal eksperimentere," siger DR2's kanalchef, Arne Notkin, til Berlingske Tidende.
Det betyder bl.a. dansk premiere på den russiske agentserie 'Rodina zhdet' (foto), der betegnes som James Bond med mere slapstick.
"Seermæssigt træder vi ud på tynd is. Men kulturelt er det vigtigt at se andre steder hen end USA. Det er en forfærdelig tanke at danskernes fiktionsverden kun skal komme fra engelsk og amerikansk tv," siger Arne Notkin.
- LR