YouSee-ændringer gavner især SBS

YouSees årlige justeringer af tv-udbuddet hos 1,2 mio. husstande, der indledes i dag, får væsentlige konsekvenser for broadcasterne.
Per Fanefjord Laursen

YouSee indleder i dag en af sine regelmæssige tilpasninger af kanaludbuddet.

Blandt de væsentligste ændringerne er, at SBS TV's Kanal 4 og Kanal 5 bytter plads, så Kanal 5 får plads i den attraktive Grundpakke. Ombytningen af Kanal 4 og Kanal 5 er en styrkelse af SBS, fordi Kanal 5 er hovedkanalen for SBS med en noget større seereropbakning.

“Grundpakken betyder ca. 200.000 ekstra husstande i forhold til Mellempakken. Det bør betyde, at Viasat og SBS kommer til at stå mere lige på reklamemarkedet,“ siger Ulf Lund.

“Med TV 2, TV3 og Kanal 5 i Grundpakken har alle de tre store broadcastere deres hovedkanal i bredest mulig distribution,” siger vicedirektør i Yousee, Ulf Lund.

Han tror endvidere, det kan motivere hovedaktørerne til at engagere sig i et ‘Frit Valg’-koncept, som YouSee lancerer til april, der involverer et individuelt tilvalg af kanaler ud over Grundpakken.

HD ambitioner
Blandt de væsentlige ændringer er også, at Yousees mange kunder får fri adgang til op til 11 tv-kanaler i HD-kvalitet - afhængig af, om man abonnerer på Grund-, Mellem- eller Fuldpakken. 

De kanaler, som f.eks. TV3+ og 6’eren, der nu også distribueres i HD, vinder en fordel, for de bliver mere interessante for seerne, lyder YouSee-analysen.

”Derfor tror vi også på en ketchup-effekt, hvor flere og flere kanaler vil komme i HD-udgaver. Vi har allerede hørt fra et par yderligere kanaler, der gerne vil være med, men vi venter med særlig spænding på, om TV 2's hovedkanal - og DR1 og DR2 - kommer i HD fra 2012,” siger Ulf Lund, der drømmer om en hel Fuldpakken i HD fra 2013.

Nabokanaler igen i klemme
Nabolandskanalerne bliver på kort sigt ramt af YouSees nye prioriteringer, der betyder tab af analog distribution.

Nabokanalerne er et tilbagevendende dilemma for YouSee. På den ene side har de en samfundsmæssig, kulturel og historisk betydning og berettigelse - på den anden side er de meget lidt sete.
YouSee mistænker, at nabolandskanalerne er stærkt medvirkende til, at mange danskere oplever fornemmelsen af, at de betaler for en masse kanaler, de ikke ser.

“Nabokanalerne koster faktisk kun ca. 50 øre pr. styk - en brøkdel af andre kanaler - men når vi alligevel gradvist overgår til kun at distribuere kanalerne digitalt, er det fordi, vi har brug for netkapaciteten til mere HD og On Demand. Men vi har styrket nabokanalerne ved at indføre danske tekster på en lang række programmer, og vi går nu et skridt videre ved at lancere HD-versioner af i første omgang SVT1 og ZDF.”

Ændringerne gennemføres mandag til onsdag og betyder, at en del tv-kanaler flytter plads de kommende dage hos Yousees 1,2 mio. kunder. Ændringerne sker i enkelte geografiske områder ad gangen og vil så vidt muligt blive annonceret lokalt med rulletekster på de berørte kanaler. Som en konsekvens af omlægningen vil nogle kanaler fremover kun vil blive sendt digitalt og ikke også analogt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også