Dyrby: Vi skal ikke slette

Der skal som udgangspunkt ikke slettes klip på TV 2 Nyhederne, siger nyhedsdirektør Michael Dyrby i forlængelse af sagen om det slettede Løkke-klip på TV 2 News.
Louise Reseke

Stod proceduren ikke klart på TV 2 før, når det gælder sletning af Nyhedernes tv-optagelser, så gør den det nu.

"Vi skal grundlæggende ikke slette," siger nyhedsdirektør på TV 2, Michael Dyrby, i en kommentar til den tur i mediemøllen, som TV 2 News fik, da News-chef Mikkel Hertz fik et klip med en vred statsminister slettet fra tv-stationens server.

"Vi skal ikke slette af den simple grund, at man aldrig ved, hvornår man kan få brug for det igen. Når serveren bliver fyldt op, ryger der noget ud, men aktivt og sige, det dér vil vi ikke ha', det sletter vi - dét skal vi ikke gøre," siger Michael Dyrby, der har taget Mikkel Hertz redegørelse over for TV 2-medarbejderne til efterretning og kalder det en "fornuftig beslutning", når Mikkel Hertz siger, at han ville have handlet anderledes i dag.

Mistanken svær at afværge
Den offentlige mistanke om, at tv-klippet blev slettet i "blåt" ærinde for at hjælpe regeringen, er sværere at trække tilbage.

"Den mistanke kan vi ikke værge os mod. Vi må bare afvise, at der har været nogen form for politisk pres - og naturligvis ligger vi ikke under for den slags. Det har vi aldrig gjort, og det kommer vi aldrig til. Andre medier vil indtage den samme position. Danske journalister kommer ud af den samme vestlige tradition, og vi lader os ikke diktere af stat og regering. Man var jo død som nyhedschef, hvis man gjorde det," siger Michael Dyrby.

Opblomstringen af sociale medier har imidlertid også øget risikoen for, at der bliver distribueret tv-klip til offentligheden, som ikke skulle have været ud. Det mærkede DR2 f.eks., da klip fra den kaserede julekalender H.A.S.H. blev lækket og endte på YouTube. Og det har TV 2 også oplevet, som Mikkel Hertz har fremhævet i debatten, da et klip fra Station2 blev lagt på YouTube.

"YouTube er da en faktor. Hvis der var et klip, som vi ikke ville ha' ud, og det endte på YouTube, ville det også være ødelæggende for vores troværdighed. Så det er en ny problemstilling, vi er nødt til at forholde os til."

Hvordan kan man gøre det?

"Du kan ikke gøre andet end at have de rigtige mennesker ansat og have tillid til, at de opfører sig redeligt," siger Michael Dyrby, der anser sagen for afsluttet og nu vil videre - men generelt ser det som en positiv tendens, at der er kommet mere fokus på nyhedsmediernes arbejdsgang også bag kulisserne, selvom det kan koste en tur i mediemøllen.

"Jeg synes, det er interessant, at der er kommet meget mere fokus på medierne, vores prioriteringer, ageren og beslutninger. Det er da fornuftigt, og vi er jo selv med til det. Presselogen på TV 2 News er ofte en TV 2-efterkritik," siger Michael Dyrby.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også