TV3 skruer op for egenproduktionen?

TV3 har i efteråret fordoblet antallet af egenproduktioner - ikke mindst inden for reportagegenren. Virkelighedens drama trækker seere, siger programdirektør på TV3, Pil Gundelach Brandstrup.
Anna Backe

Reportageprogrammerne giver, ifølge Pil Gundelach Brandstrup, et indblik i en virkelighed, der interesserer og er genkendelig for mange af TV3’s seere.? Det gælder programmer som 'Oslobåden', 'Danmark om natten', 'Hospitalet' og 'Far, mor og berømt'.

”Reportageprogrammerne viser hver sin lille del af Danmark, som vi skildrer ærligt og uden filter, og programmerne fungerer, fordi de bl.a. på hver sin måde er et 'slice of life'. Der opstår en naturlig form for drama, ofte i velkendte miljøer i kombination med nogle stærke personligheder. Mange seere vil gerne se programmer, der viser dele af den verden, som de selv er en del af, eller som de er fascineret af”, siger Pil Gundelach Brandstrup.

At TV3 har skruet op for deres egenproduktioner kommer bl.a. til udtryk i efterårets sendeflade, der har 14 egenproduktioner. I foråret havde TV3 syv egenproduktioner, og der er altså tale om en fordobling fra foråret 2010 til efteråret 2010.

'Amalies verden'?
Et af efterårets reportageprogrammer skildrer en af de mere markante personligheder fra sidste års Paradise Hotel, Amalie Szigethy. Med gennemsnitligt ca. 220.000 seere pr. afsnit af Amalies verden, har TV3 haft fat i den lange ende, hvad angår de kommercielle seere.?

”Amalies verden er et interessant program, fordi seerne får lov til at følge Amalie i medgang og modgang. Hvorvidt det er forholdet til moderen Charlotte, sangkarrieren eller kæresten Peter, er det Amalies verden og virkelighed, som også har vist sig at interessere seerne, og som nogen af dem måske endda kan spejle sig i”, siger Pil Gundelach Brandstrup.

Det filterløse og ærlige tv?
Det er ikke kun de yngste seere, der ser med, når Amalie eller de unge fra ’Sommer i Sunny Beach’ toner frem på skærmen. Aldersmæssigt er de 'ungdomsfikserede' reportage-programmer ikke særligt unge. Den gennemsnitlige seeralder for de to programmer viser, at også de lidt ældre seere har interesse for programmerne, siger Pil Gundelach Brandstrup.?

”Generelt ligger TV3’s gennemsnitsalder omkring de 38 år, mens seerne til de to nævnte reportage-programmer faktisk ikke adskiller sig særlig meget. Gennemsnitsalderen på f.eks. ’Amalies verden’ og ’Sommer i Sunny Beach’ ligger omkring de 32-33 år, hvilket man jo ikke kan sige er de helt unge seere”, siger Pil Brandstrup.

Et slice of life?
At TV3 har fokus på reportagegenren, vidner den helt nye satsning 'Oslobåden' om. På premiereaftenen i tirsdags så 244.000 seere med, hvilket Pil Gundelach Brandstrup er godt tilfreds med.
Om TV fortsætter med at satse på de mange egenproduktioner i de kommende sæsoner vil Pil Gundelach Brandstrup ikke afsløre endnu, men hun afviser ikke egenproduktionernes fortsatte plads i TV3’s sendeflade.

“De danske egenproduktioner er en stor kvalitet ved TV3-kanalerne - og det skal det naturligvis fortsat være”, slutter Pil Gundelach Brandstrup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu