"Pernille er en ægte stjerne"

Når sæson 4 af X Factor kommer på skærmen i begyndelsen af 2011, er Pernille Rosendahl for anden gang en del af dommerpanelet.
MediaWatch

Sangeren Pernille Rosendahl har sagt ja til at tage endnu en tur som X Factor-dommer i programmets fjerde sæson til januar.

Den beslutning glæder DR's underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme.

"Pernille er en ægte stjerne og en kunstner, der selv er indbegrebet af 'x factor'. Samtidig er hun en fuldbefaren og hårdtarbejdende musiker, der kan give vores deltagere noget ganske særligt. Jeg var imponeret over det ekstremt store engagement, som Pernille lagde i såvel programmet generelt som i arbejdet med sine deltagere i særdeleshed - og jeg er meget, meget glad for at have hende med i fjerde sæson af X Factor," siger han i en pressemeddelelse.

I modsætning til Carsten Schack, er Pernille Rosendahl specifikt blevet spurgt af DR, om hun ville være dommer igen, fremgår det af hendes kommentar.

"Samlet set har det (X Factor, red.) været en så spændende udfordring, at jeg ikke kunne lade være med at springe til igen, da DR spurgte - og jeg glæder mig meget til at lægge mine kræfter og erfaringer fra sidst i at udvikle og støtte de nye talenter, som jeg får ansvar for som dommer," siger Pernille Rosendahl.

Hun får selskab af Thomas Blachman, der efter en pause i tredje sæson er tilbage som dommer.

Det er endnu uklart, hvem den tredje dommer bliver.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også