Tina Nikolaisen stopper på Basta

Endnu en tv-vært forlader Monday Media - Tina Nikolaisen har sagt sit job op.

Den 38-årige tv-vært Tina Nikolaisen har sagt op i produktionsselskabet Monday Media, der ved årsskiftet opkøbte Skandinavisk Film Kompagni (SFK), som Tina Nikolaisen kommer fra. Det skriver B.T.

Hun er dermed den seneste af en række profiler fra Skandinavisk, der har valgt at gå andre veje efter Monday Medias overtagelse af produktionsselskabet, der bl.a. producerer forbrugerprogrammet Basta for TV 2, som Tina Nikolaisen har været vært på.

Først forlod SFK-stifterne Jarl Friis Mikkelsen og Ole Stephensen Monday Media og kort efter fulgte Michael Meyerheim trop.

"Jeg har sagt op fordi vi har lavet så mange programmer. Jeg har lyst til at prøve noget nyt. Jeg var med til at starte programmet op, og det har været utrolig sjovt og udfordrende, men nu vil jeg prøve noget helt nyt. Jeg er meget tilfreds med min beslutning," siger Tina Nikolaisen til bt.dk - hun afviser dog ikke, at hun vender tilbage som som tv-vært, til gengæld skal der altså findes en ny vært til efterårets sæson af Basta.

Tina Nikolaisen har tidligere været vært på Go' Morgen Danmark sammen med Ole Stephensen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også