DR købte Bagger-interview af Reimer Bo

Stein Bagger-interviewet blev produceret af Reimer Bos private produktionsselskab og solgt til DR.
MediaWatch

Reimer Bo Christensen oprettede for en lille måned siden sit eget tv-selskab, producerede interviewet med Stein Bagger og solgte det til sin arbejdsplads, DR. Den manøvre har ifølge B.T. været udbytterig.

”Reimer Bo får dermed både sin egen faste løn som studievært og et beløb i hundredetusinde-kroners-klassen for at interviewe Stein Bagger. Normalt koster en times dokumentar-tv mellem en halv og en hel million kroner,” skriver B.T.

Reimer Bo er deltidsansat i DR Nyheder, men interviewet med Bagger blev solgt til DR Medier for en pris, hverken Reimer Bo eller DR vil udtale sig om. Selvom interviewet blev vist søndag aften, var det ikke som en del af 21 Søndag, som Reimer Bo er vært for.

”Nu er det jo sådan, at 21 Søndag varer 40 minutter – og det her interview er på 60 minutter. Men DR bestemmer jo selv, hvor de vil bringe programmer,” siger Reimer Bo til B.T.

Ud over hans nystiftede produktionsselskab, Rainbow Pictures, har Reimer Bo i flere år haft sit eget selskab, Reimer Bo Aps.

”Jeg er freelanceansat i Danmarks Radio. Jeg laver 21 Søndag som vært, og så laver jeg freelancearbejde for DR ved siden af,” forklarer han.

- SF
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også