Kamber: For tidligt at aflive DR2-satire

Uanset hvad vi rører ved på DR2 vil det være helligbrøde, siger DR's Mediedirektør Mikael Kamber om udsigten til en kraftig beskæring af satiren på DR2 i næste års budget.
Louise Reseke

"Underlig beslutning" og "Luk hellere X Factor". Reaktionerne er ikke udeblevet efter, det i går kom frem, at voksensatiren på DR2 risikerer at blive kraftigt beskåret i næste års DR-budget.

"Jeg er blevet pålagt at finde nogle penge. Og det er gået udover satiren. Normalt har vi mellem fire og seks premierer på satireprogrammer om året. I 2011 har vi kun en enkelt satsning," lød det slukøret fra DR2-chef Arne Notkin i går til DR Nyheder.

Men ifølge DR's Mediedirektør, Mikael Kamber, er det for tidligt at udskifte DR2-grin med gråd - satirens skæbne på kanalen er ikke afgjort endnu.

"Det er for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske med voksensatiren på DR2 til næste år. Vi er i gang med at udarbejde programstrategien for 2011, og det er en proces, hvor vi kaster en masse bolde i vejret. Det eneste, vi siger, er, at vi lige nu kun kan garantere, at Wulff Morgenthalers pandashow er på programmet til næste år, men det betyder ikke, at vi dermed automatisk har lukket ned for resten af voksensatiren. Vi arbejder på mange forskellige løsninger, og vi har ikke slået søm i planerne endnu," siger Mikael Kamber, der tiltrådte stillingen som mediedirektør for en måned siden.

Satiren har været med til at gøre DR2 til et af de stærkeste mediebrands herhjemme, hvorfor sætte det på spil?

"Man kan sige det samme om Deadline, dokumentarerne og temaaftenerne og mange andre ting, der også har været med til gøre DR2 til et fantastisk brand. Pointen er, at uanset hvad vi rører ved på DR2, så vil det være helligdomme."

Er det her en spareøvelse eller en ændring af programstrategien på DR2?

"Det handler udelukkende om, at vi har et budget, der skal nå sammen, og at vi ud fra det budget, vi har, skal prioritere den bedst mulige programplan på tværs af kanaler og platforme. Det er det arbejde, vi er i gang med. Vi lancerede tre nye kanaler før jul, og vi skal prioritere vores midler på tværs af kanalerne. Der er mange faktorer, der er stadig er i spil, og som har indflydelse - bl.a. er medieforliget jo ikke i hus endnu," siger Mikael Kamber.

Men hvis det kun er et spørgsmål om at spare - hvorfor så ikke lade DR2 bestemme selv, hvor pengene skal hentes?

" DR2 er ikke en stat i staten, alle kanaler og platforme skal spille bedst muligt sammen, og det skal jeg være med til at sikre - men det her er foregået og foregår i meget tæt rådføring med DR2's chef, Arne Notkin," siger Mikael Kamber.

Hvilke ting ønsker I at prioriterer mere i budget og programplan?

"En af de meget høje prioriteringer er at dække den globale udvikling bedre i nyhederne. Danmark er et lille land, og vi skal være med til at sikre udsynet. Vi vil også prioritere højere at nå ud i hele landet - vi er godt til stede i hele landet på radioen, men vi vil gerne være mere til stede på andre platforme."

Casper Christensen har i dag foreslået, at I nedlægger X Factor i stedet for at røre ved satiren?

"Jeg ved ikke, om Casper Christensen er klar over, hvor mange danskere X Factor samler hver fredag - det er en del mere, end han gør."

Udsigten til et noget lavere satireindhold i DR2-blodet til næste år har ikke bare fået komikere og mediefolk på stikkerne, men også medieordførerne på Christiansborg.

"Det er i forvejen for dårligt, at DR1 er fuldstændig renset for satire og en total nedlukning af satiren på DR2 er helt uacceptabelt," siger socialedemokraternes Mogens Jensen til dr.dk - han vil nu tage satiren op med kulturminister Per Stig Møller (K).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også