DR1 snupper 'Spise med Price'

DR2's madprogram 'Spice med Price' flyttes i den nye sæson fra DR2 til DR1 for at styrke hovedkanalen.

Brødrene Prices seertække og gennemslagskraft skal fremover komme DR1 til gode.

16. februar er der premiere på 10 nye 'Spise med Price', der i den nye sæson toner frem på DR1 i stedet for DR2 og dermed får betydeligt større seerpotentiale.

Skiftet sker ifølge DR for at styrke DR1 med nye stærke DR-udviklede programmer. Samtidig giver det DR2 mulighed for at skrue op for udviklingen af nye koncepter.

"Adam og James Price er med deres særlige underfundige kombination af den gode historie og den gode råvare et godt match til vores øvrige udbud af livsstilsprogrammer, hvor vi netop stræber efter at lave formidling i øjenhøjde med nærvær og engagement," siger kanalchef for DR1, Ulla Pors Nielsen

DR2's kanalchef Arne Notkin siger lettere vedmodigt adjø til programmet og lover samtidig flere nye DR2-hit.

"Vi er kede af at sige farvel til de to brødre og et program, som vi har født og udviklet sammen med dem. Vi håber, at det må gå dem godt på den store kanal. Samtidig ser vi frem til at præsentere seerne for nye DR2-programmer med substans, kant og glimt i øjet. DR2 er jo sat i verden for at eksperimentere og tage chancer."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også