Kamber: Der er momentum i DR

DR går en spændende tid i møde, mener Mikael Kamber, der ser frem til jobbet som mediedirektør.
Tine Brødegaard Hansen

"Indtil for en måned siden, kunne jeg ikke forestille mig at søge væk fra mit job, men DR Medier handler om lige præcis det, der interesserer mig; strategiudvikling."

Sådan siger Mikael Kamber, afgående direktør for JyskeVestkysten, om baggrunden for at søge stillingen som mediedirektør i DR.

Han vil ikke nærmere ind på, hvordan han ser strategiudviklingen, for "kun tåber eller genier foregiver at have alle svarene på forhånd."

"DR har en speciel forpligtigelse til at være noget for alle, både de tykke og de tynde, de dumme og de kloge og i det hele taget have både det smalle og det brede indhold. Men jeg kommer ikke med nogen programerklæringer nu, for det skal jeg samarbejde med mange dygtige mennesker i DR om."

Perfekt til mig
Debatten om DR Medier bølgede efter de strukturændringer, som DR-ledelsen satte i værk i efteråret. De betød blandt andet at antallet af ansatte i DR Medier blev reduceret med to tredjedele, men Mikael Kamber lægger vægt på, at jobbet er perfekt til ham.

"Jeg ved ikke, hvad der er forgået før, men jeg har stor respekt for Lars Grarup, og der er meget at bygge videre på i DR Medier. Det handler om hvilke programmer der skal være på tv, på nettet osv, og mit mål er at give seerne så meget valuta for licensen som muligt," siger Mikael Kamber.

Han ser også frem til samarbejdet med de fire indholdsdirektører; nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, oplysningsdirektør Gitte Rabøl, kulturdirektør Morten Hesseldahl og direktør for DR Danmark Inger Bach.

"Jeg kender alle fire personligt og ved, at de er ordentlige mennesker. Der er momentum i DR med den nye struktur og den medgang DR har, så vi går en spændende tid i møde," siger Mikael Kamber.

I jobopslaget vedrørende den nye mediedirektør bliver det understreget, at public service-kontrakten skal følges, og at DR fremover skal levere mere smalt og krævende indhold på målrettede kanaler og medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også