Annoncører siger nej til product placement

Engelske annoncører forudser klager og flere udgifter, hvis product placement bliver en realitet.
MediaWatch

Paraplyorganisationen for en række af Englands største brands og annoncører (ISBA) går mod den engelske regerings plan om at tillade product placement.

Dermed er der tale om noget af en kovending: I 2006 talte ISBA for en lovliggørelse, men i et svar til det britiske kulturministerium anbefaler organisationen nu at opretholde forbudet, skriver guardian.co.uk.

Årsagen er ifølge ISBA, at en lovliggørelse af product placement både vil føre til højere priser for annoncørerne og flere klager fra seerne.

Hidtil har annoncørerne stillet effekter gratis til rådighed for producenterne. ISBA frygter nu, at den model vil blive udryddet til fordel for, at produktions- og tv-selskaber fremover vil tage sig betalt for at anvende annoncørernes produkter.

”En sådan stigning i annoncørernes udgifter vil føre til en stigning i deres forventninger til, hvor prominent produktet bliver placeret,” siger Bob Wootton, medie- og reklamedirektør hos ISBA, til guardian.co.uk.

En mere anmassende placering af de sponsorerede produkter vil samtidig øge risikoen for seerklager, mener ISBA, der kalder følgevirkningerne for ”uvelkomne og uacceptable.”

Den engelske product placement-diskussion kan få indflydelse på det danske tv-marked, da Londonbaserede udbydere som Viasat og SBS er underlagt de engelske regler.

- TGF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også