DR-formand: Ny struktur letter opgaven

DR's bestyrelsesformand gør klart, hvad DR's bestyrelse vil blande sig i, og hvad den skal holde snuden væk fra.
Per Fanefjord Laursen

DR er med assistance fra Mercuri Urval tæt ansættelsen af fire nye indholdsdirektører. Modellen med flere indholdsdirektøren har rejst kritik af, at disse indholdschefer trækkes tættere på bestyrelsen, der vil være tilbøjelig til at lægge pres på dem for at fremme politiske interesser.

I den mørkeste version forlyder det endda, at de nye indholdsdirektører under Plummer vil ende med deponere deres loyalitet hos bestyrelsen - i stedet for hos generaldirektøren.

Det korte svar fra DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen lyder:

"Jeg forstår ikke den kritik, for bestyrelsens opgave er ikke at udmønte public service-kontrakten, og heller ikke at blande sig i arbejdet nede i organisationen. Bestyrelsen skal sikre, at DR overholder public service-kontakten med politikerne. Det har man ikke tidligere kunne gøre i dybden, fordi strukturen har gjort det svært. Der er altså ikke ændret en tøddel i bestyrelsens opgaver; nu har den bare fået bedre instrumenter til at løse det, den skal."

I Michael Christiansens optik er den afgørende forandring, at de nye indholdsdirektører afløser én indholdsperson - Mette Bock. Før var hun som eneste indholdsperson i dialog med bestyrelsen, men hendes post er nu blevet til fire personer.

Bestyrelse skal tale om indhold
Bestyrelsesformanden har generelt svært ved at se det nye i DR-ledelsens forhold til bestyrelsen. Men han kan bekræfte, at DR’s bestyrelse interesser sig meget for den overliggende programlinje.

"Bestyrelsen har ansvaret for indgåelse og overholdelse af public service-kontrakten med politikerne, og den overordnede organisation og programstrategi. Efter min mening er det svært for en bestyrelse at løse den opgave, uden at kunne føre indholdsmæssige diskussioner med direktionen. Det gjorde bestyrelsen tidligere med én person, men fremover bliver det med fire direktører," siger han.

Kvalitetskontrol
"Bestyrelsen må ikke blande sig i programbeslutninger eller lægge pres på til eksempel nyhedsdirektøren, hvis der opstår kritik af dækningen af sager. Bestyrelsen skal ikke ned i, hvordan DR dækker eksempelvis konflikten i Mellemøsten. Men bestyrelsen må gerne på et overliggende plan blande sig i at øge kvaliteten af nyhederne," siger Michael Christiansen.

Bestyrelsen vil i den nærmeste tid blande sig på den måde, at den vil sige til nyhedsdirektøren, at man som led i det politiske udspil ønsker mere international dækning, flere historier fra provinsen, og mere nyhedsdækning specielt henvendt til de unge, og så skal nyhedsdirektøren levere varen.

"Gør han ikke det, så finder vi en ny," siger han.

Enig bestyrelse vil have indholdsfokus
Ole Hyltoft er et højprofileret bestyrelsesmedlem, som tit udtaler sig kritisk i detaljer om programindhold. Han tolker den nye struktur som en sejr og forventer mere indflydelse på programmerne. Tolker han det korrekt?

"Jeg vil ikke debattere med Ole Hyltoft via medierne, men der var fuldstændig enighed i bestyrelsen om denne ændring. Fra alle politiske fløje er man enige om, at fokusere mere på indholdet, og alle er enige om, at det er bestyrelsen, der tager sig af public service-forpligtelsen," siger Michael Christiansen, der opfatter Ole Hyltoft som en mand, der holder af klassisk kultur og gerne vil værne om den, ikke ulig bestyrelsesformanden selv.

Michael Christiansen forestiller sig, at fortolkningen af moderne public service snarere flyder den modsatte vej, end hvad kritikerne tror.

"Der har været tradition for, at bestyrelsen i DR ikke kunne blive enige og ikke kunne føre diskussioner om public service. Da jeg kom til, var min overskrift, at vi i DR skal kunne føre public service diskussionen med de fire direktører, og det skal bestyrelsen være klædt på til. Det bliver den ikke af at læse aviser, men derimod via DR's direktion. Det er helt nødvendigt for DR, at det er direktionen, der giver oplæg til bestyrelsens public service-forståelse."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også