Kim Ardal stopper i Zodiak

Kim Ardal har sagt op som nordisk direktør i Zodiak fra 1. september uden at have et andet job på hånden.
Tine Brødegaard Hansen

Fra 1. september kan Kim Ardal ikke længere kalde sig nordisk direktør i produktionsselskabet Zodiak. Kun tre måneder nåede han udelukkende at bestride stillingen som nordisk direktør. Den har han dog haft siden februar 2008 sideløbende med direktørstillingen i Mastiff, der er ejet af Zodiak.

"Den udfordring jeg sagde ja til, som direktør i Zodiak, var ikke den helt rigtige for mig. Når man får den fornemmelse, skylder man sig selv at reagere på det," siger Kim Ardal til MediaWatch.

Hans 15 år i tv-branchen, hvoraf de seneste 12 år har været med ledelsesansvar, har også spillet ind på beslutningen om at sige op.

"Jeg har haft et fantastisk forløb i Zodiak, som jeg solgte mit selskab (Look Entertainment, red.) til i 2006. Det har været ganske lukrativt for mig og medvirker til, at jeg kan tænke mere ud af boksen i dag, end for tre år siden. Når man kan give sig selv den luksus at tage en pause og tænke sig om, bør man gøre det."

Sommeren er derfor blevet brugt til at overveje, hvad Kim Ardals næste udfordringer i mediebranchen skal være.

Overvejer du at starte dit eget produktionsselskab op igen?

"Alle muligheder er åbne. Men jeg vil gøre mig umage med at tænke bredere end tv-branchen, det er ikke tilfældigt, at jeg nævner, at jeg ser på hele mediebranchen. Men lige nu er der ingen konkrete planer, heller ikke om at jeg skal etablere egen virksomhed igen," siger Kim Ardal.

I en pressemeddelelse giver koncerndirektør Patrick Svensk udtryk for ærgrelse over beslutningen:

”Det er med beklagelse, jeg har modtaget Kims opsigelse. Kim har på sine godt tre år i Mastiff gjort selskabet til Danmarks førende produktionsselskab. Og han har i sin tid som nordisk direktør formået at styrke vores samlede forretning, bedst illustreret ved at store formater som Paradise Hotel og Big In Japan nu produceres i både Sverige, Danmark og Norge. Det er en forretningsmæssig og kreativ kapacitet, der nu forlader Zodiak, og jeg ønsker Kim al mulig held og lykke fremover.”

Kim Ardal har arbejdet for Zodiak i tre et halvt år.

I begyndelsen af 2006 solgte Kim Ardal sit produktionsselskab Look Entertainment til Zodiak og blev samtidig udnævnt til administrerende direktør i Mastiff, der senere overtog Look Entertainments aktiviteter.

I februar 2008 blev Kim Ardal udnævnt til nordisk direktør med ansvar for Zodiaks tv-aktiviteter i Sverige, Danmark, Norge og Finland og bestred indtil juni i år både dette job og jobbet som administrerende direktør i Mastiff. Kim Ardal har i hele perioden tillige haft plads i Zodiaks koncernledelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også