Engelsk fodbold til kamp mod tv-pirater

Premier League vil forhindre hjemmesider i at sende fodboldkampe gratis for beskytte ligaens millionindtægter på salg af fodboldrettigheder.
MediaWatch

Den bedste engelske fodboldrække, Premier League, går nu aktivt til angreb på hjemmesider, der gratis gør det muligt at se ligakampene via internettet. Det skriver engelske guardian.co.uk.

Skridtet tages for at sikre eksklusiviteten af de tv-rettigheder, som ved de seneste forhandlinger med tv-selskaberne indbragte Premier League og de engelske klubber 2,7 milliarder britiske pund – over 23 millarder kroner.

”Digitalt pirateri er en af de mest alvorlige trusler mod ejerne af sportsrettigheder,” advarede en rapport sidste år, og Premier League er fast besluttet på ikke at ende i samme situation som musikindustrien, der har oplevet store økonomiske tab.

De engelske fodboldklubber er som de øvrige europæiske aktører voldsomt afhængige af de store indtægter, tv-rettighederne genererer. Derfor er det afgørende for Premier League, at rettighedernes værdi ikke forringes.

I modsætning til musikindustrien har ejerne af sportsrettigheder den fordel, at deres produkt primært har værdi, når den sendes live. Derfor vil Premier League forsøge at få slukket for hjemmesidernes direkte signal, når kampene er i gang. Samtidig har Premier League dog også et sagsanlæg kørende mod videodelingshjemmesiden youtube.com for at have klip af ældre dato fra ligaens kampe liggende.

- TGF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også