V svigter liberal mediepolitik

V-forslag om fælles regionalt mediehus styrker ikke private mediespillere og bør droppes, mener liberale kritikere.
Tine Brødegaard Hansen

Ole Birk Olesen, redaktør for netavisen 180grader.dk, har svært ved at se pointen i at skabe et stærkt regionalt medieselskab for offentlige midler, som Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby foreslår.

"Jeg synes, det er ligegyldigt med en offentligt ejet medievirksomhed, der skal køre regionerne, i forhold til hvad Venstre burde gøre på medieområdet. Venstre burde gå op i at få flere private aktører ind på radioområdet, i stedet svigter regeringen en borgerligt-liberal mediepolitik," siger Ole Birk Olesen.

Ifølge ham forspildte Ventre en chance for at styrke de kommercielle radiostationer ved at indgå i det brede radioforlig, der for nylig er vedtaget, som skrinlægger en replanlægning af FM-båndet. Den kunne ellers give plads til flere landsdækkende radiokanaler på private hænder, mener Ole Birk Olesen, men i stedet prioriterer radioforliget, at digital DAB-radio skal vokse.

Det burde ellers glæde Ole Birk Olesen, at forslaget om et regionalt medieselskab begrænser DR's omfang ved at fjerne P4 fra DR, men forslaget er ikke vidtgående nok, mener han.

"Det er jo stadig det offentlige, der finansierer det nye selskab. Store medievirksomheder, der er afhængige af politikernes velvilje, er til fals og har fokus på at gavne deres godgørere. Det ændrer man ikke på med forslaget, om regionerne så ligger under DR eller ej."

Regional mangfoldighed lider skade
Heller ikke tidligere direktør for Sky Radio og borgmesterkandidat for Venstre i Furesø kommune Kasper Krüger, er tilfreds med forslaget om et regionalt mediehus.

"Det er mit indtryk, at det er Ellens helt egen idé. På samme måde, som da hun sammen med Mogens Jensen (S) foreslog, at licensen skulle skattefinansieres," siger Kasper Krüger. En udlægning, som også DR-bestyrelsesformand Michael Christiansen har luftet, men som afvises af Venstres politiske ordfører Peter Christensen.

"Jeg er meget skeptisk over for forslaget om at tage P4 fra DR og lægge det sammen med regionerne. Det vil gå ud over den regionale mangfoldighed i mediebilledet. I dag har vi de lokale aviser, regionale dagblade, TV 2-regionerne og P4. Hvis vi sammenlægger P4 og TV 2-regionerne, får vi en redaktion mindre og en meget dominerende statslig aktør som modspil til de nødlidende private trykte medier. Jeg frygter, at det vil føre til redaktionel ensretning og færre forskellige vinkler i den regionale debat og nyhedsstrøm."

På linie med Ole Birk Olesen mener Kasper Krüger ikke, at Venstre-forslaget gavner de kommercielle medieaktører. I dag har DR 75 pct. af radiolytningen, og det kan med fordel reduceres, men ikke sådan som Ellen Trane Nørby foreslår.

"Tiden er ikke inde til at skabe en ny, tredje, stærk statslig medieorganisation. Jeg er tilhænger af, at DR's dominans reduceres, men jeg er imod, at det sker med denne negative nedskæringspolitik, hvor der fjernes ressourcer og kanaler fra et velfungerende DR. Den klart bedste løsning er at lade DR beholde sine nuværende FM-radiokanaler, men der skal åbnes op for så mange nye FM-radiokanaler som overhovedet muligt. Det kan kun lade sig gøre ved at gennemføre den store replanlægning af FM-båndet," siger Kasper Krüger.

Læs mere om radioforliget og replanlægningen af FM-båndet her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også