S går efter minister i TV 2-sag

Socialdemokraterne tvinger nu Kulturministeren til at forholde sig til Rigsrevisionens kritik af TV 2-ledelsen og af kulturministeriet.
Per Fanefjord Laursen

Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen ønsker Carina Christensen ud af busken i sagen om Rigsrevisionens kritik af tidligere kulturminister Brian Mikkelsen og hans ministeriums håndtering af TV 2 i 2006-2007.

Derfor har han stillet en række §20-spørgsmål, som hun skal svare på inden ti arbejdsdage.

Mogens Jensen vil gerne vide, om kulturministeren er enig med Rigsrevisionens kritik. Kritiken lød bl.a., at Kulturministeriet burde have varetaget sit ejerskab af TV 2 mere aktivt, efter at ministeriet primo 2008 fik kendskab til, at forretningsførelsen i TV 2 i 2007 havde været stærkt kritisabelt.

"Mener ministeren ikke, at Rigsrevisionens rapport bør give anledning til at undersøge, hvorvidt ministeren har varetaget ejerskabet af TV 2 ud fra et kortfristet hensyn om at få solgt TV 2 og dermed tilsidesat hensynet til at sikre, at statens midler i selskabet ikke trues?" spørger Mogens Jensen.

Mogens Jensen vil også have Carina Christensen på banen om kritikken af TV 2's ledelse og dens dispositioner i 2007.

Videre spørger han, om ministeren på baggrund af Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om TV 2's økonomi vil iværksætte en undersøgelse af, hvem der har ansvaret for ikke at have grebet ind i tide over for en åbenlys risikofyldt omgang med TV2’s og statens midler.

Endelig spørger Mogens Jensen, om ministeren mener, at der bør iværksættes en undersøgelse af den daværende kulturministers ansvar i forbindelse med TV 2’s økonomi set i lyset af, at Rigsrevisionens rapport peger på, at der kun i begrænset omfang er udarbejdet referater fra ministerens møder med TV 2’s ledelse.

Læs MediaWatch-analyse af Rigsrevionens rapport: "Per Mikael versus Rigsrevisionen".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også