TV 2 afviser at købe omstridt fodboldlandskamp

TV 2 har takket nej til et tilbud fra YouSee og Viasat om at købe deres fælles rettigheder til landskampen 6. juni. Prisen er fortsat for høj.
Per Fanefjord Laursen

Konsortiet af distributører, der har købt rettighederne til Sverige-kampen, tilbyder at sælge den til TV 2, DR eller andre, der har lyst til at betale samme pris.

Det ligner mest af alt et politisk taktisk greb, før samrådet tirsdag mellem Kulturministeren og Dansk Folkeparti om sportsrettigheder.

”Vi har på ingen måde fortrudt, at vi har købt kampen, men hvis TV 2, DR, Ekstra Bladet vil købe kampen af os, for det vi har betalt, og vise den til et bredere publikum, skal de være velkomne,” siger Viasat-direktør, Kim Poder, på vegne af alle distributørerne til business.dk

Han vil dog ikke oplyse prisen. 7-8 mio. har været nævnt som prisnivauet for den vigtige landskamp mellem Danmark og Sverige.

Viasat og YouSee benytter tilsyneladende lejligheden til at demonstrere over for politikerne, at TV 2 (og DR) godt kan tilbydes rettigheder til store sportsevents, men ikke kan tvinges til at købe dem, hvis de ikke kan eller vil betale prisen. Det forhold er interessant for Kulturministeren, når hun skal diskutere sagen med DF's Karin Nødgaard på tirsdag.

TV 2: Nej tak
Demonstrationen virker. TV 2's finansdirektør Peter Normann bekræfter, at man fortsat ikke vil betale salgsprisen for kampen, nemlig den pris som Viasat m.fl har betalt. Norman siger nu, at da TV 2 tidligere bød på senderettighederne kom buddet ikke i betragtning hos rettighedsindehaverne.

TV 2 har dog tidligere oplyst til B.T., at man bød lavt og derfor ikke forventede at vinde rettighederne til kampen. Ifølge Mediawatchs oplysninger bød man meget lavt - lavere end man betaler for sine hjemmekampe.

TV 2's sportschef Fredrik Lauesen indikerede overfor Mediawatch, at TV 2 satser på politiske indgreb på området.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også