'Ørnen' flyver til Vietnam

Hallgrim og hans tropper kan sætte endnu et kryds på verdenskortet, når DR-serien 'Ørnen' indtager Vietnam.
Zandra Damsgaard

Man har set den i Australien, Ungarn, Polen, Belgien, Frankrig, Tyskland, Estland, Island, Norge og Sverige, og nu skal også vietnameserne følge den Emmy-vindende danske dramaserie om politihelten Hallgrim Ørn Hallgrimsson, bedre kendt som ”Ørnen”.

”Det er ganske usædvanligt, at DRs dramaserier bliver vist i Sydøstasien, og jeg kan kun komme i tanke om serien ’Gøngehøvdingen’, der er blevet vist dér tidligere. Den blev købt af japanerne,” fortæller producent Sven Clausen fra DR Fiktion i en pressemeddelelse.

Ifølge Sven Clausen skyldes 'Ørnens' succes dels Emmy’en fra 2005, men navnlig temaet om organiseret kriminalitet har international appel.

Danmarks Radio har ligeledes netop solgt seriens 24 afsnit til Frankrig, hvor Jens Albinus, Ghita Nørby og resten af skuespillerne må finde sig i at blive overspillet med franske stemmer.

Samme behandling har 'Ørnen' været under i Tyskland, hvor den er udkommet på DVD efter at have trukket flere seere til ZDF end nogen anden udenlandsk politiserie, heriblandt DR’s egen 'Forbrydelsen' og svenskernes hæderkronede 'Beck'.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også