Tv-informationskampagne er på rette spor

Sekretariatet bag 'Det nye Tv-signal' kampagnen afviser helt, at informationskampagnen om det analoge sluk skulle være bagud eller i knibe.
Per Fanefjord Laursen

Kritikken blev rejst på Mediawatch i går.

En Mindshare-analyse blandt 1000 personer viser, at kun 39 procent af de teknologikompetente ved, om de er berørt af slukningen af de analoge tv-signaler den 31. oktober. Analysen viser også, at hele 93 procent har kendskab til, at det analoge sluk skal ske. Bureauet konkluderede, at folk udmærket godt ved, at det sker, men at ganske mange endnu er tvivl om, hvad de skal gøre ved det.

Henrik Vejlgaard fra Sekretariatet for Det Nye Tv-signal erkender, at Mindshares analyse viser et dårligere resultat end de officielle tal, der udføres af Gallup Annual Survey. Men han gør opmærksom på, at Mindshare tager fejl, når bureauet fremhæver, at det officielle kendskabmål for kampagnen i januar var 55 procent blandt alle borgere. Kendskabsmålet, der diskuteres, drejer sig kun om, hvorvidt folk ved, om de er berørt af det analoge sluk.

Det officielle krævede kampagnemål er 45 procent. Det Nye tv-signal nåede et kendskab på 55 procent i nyeste Gallup-måling eller 10 procentpoint over det fastsatte mål.

"Der er således kun seks procentpoints forskel på Mindshare-målingen og den officielle måling," siger Henrik Vejlgaard, der vurderer at den forskel ikke bør vække stor bekymring, da den er tæt på at falde indenfor en statistisk usikkerhed.

Hos Det nye Tv-signal konkluderer man, at de officielle tal viser, at kampagnen er foran målene, som er opstillet af konsortiet bag kampagnen.

Flere kampagne-bust er på vej
Mindshares-direktør Martin Rasmussen kritiserede samtidig kampagnens strategi, der synes at drukne i den massive kommunikationstøj omkring digital tv, der strømmer fra aktører med stærke annoncebudgetter, f.eks. Viasat, YouSee, Canal Digital og diverse radio/tv detailkæder. Disse aktører tilbyder sig alle som en 'løsning' på det analoge sluk.

Svaret fra Sekretariatet er, at kampagnens forløb er fastlagt i udbudsbetingelserne. Det er denne strategi, der bl.a er blevet evalueret, da konsortiet bag Det Nye Tv-signal vandt opgaven, og det er den Sekretariatet for Det Nye Tv-signal nu er ved at gennemføre.

Henrik Vejlgaard oplyser, at der på nuværende tidspunkt i forløbet kun har været afviklet én stor massekommunikationskampagne.

"Hvis man tager det i betragtning, er det bemærkelsesværdigt, at vi er foran vores mål."

Strategien omfatter fire store offentlighedskampagner:
Delkampagne 01: Medio november 08 - primo januar 09

Delkampagne 02: Medio maj 09 - primo august 09

Delkampagne 03: September 09 - medio oktober 09

Delkampagne 04: Medio oktober 09 - 31. oktober 09

Hver delkampagne har sit eget tema i henhold til kravsspecifikationerne, der baserer sig på, hvor man i forløbet skal nå forskellige kendskabsmål (de såkaldt KPI-mål).

Kampagnen fra Det Nye TV-signal indeholder også en lang række below-the-line aktiviteter, især en indsats over for netværket omkring de ressourcesvage ældre. Denne indsats er i fuld gang med at blive implementeret. 

Indsatsen kan ikke ses bredt i offentligheden, men et aspekt er, at Ældremobiliseringen og andre ældreorganisationer og pensionistforeninger med frivillige besøgsvenner i løbet af april 2009 distribuerer 300.000 brochurer direkte ressourcesvage ældre, der modtager deres tv via en antenne.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også