Reality er blevet public service

Med X Factor og programmet 'Min italienske drøm' har reality-tv også fundet vej til DR - omend i en blød udgave, siger DR.
Tine Brødegaard Hansen Per Fanefjord Laursen

Klassiske reality-elementer som konkurrence, konflikt og hjemsendelse mellem 'almindelige' mennesker har DR i årevis afvist at anvende i underholdningsøjemed. Men med premieren på programmet "Min italienske drøm" er genren alligevel listet ind ad bagdøren.

Hos Eyeworks mener producenten af  "Min italienske drøm", Bjarne Bo Bertelsen, at programmet er en videreudvikling af klassisk reality-tv. Derfor lykkedes det Eyeworks at få solgt programmet som public service til DR.

"Det skyldes det lag, der handler om integration. Den underliggende historie i programmet, er historien om integration i forhold til borgerne i den lille italienske by. Seerne ser over skuldrene på dem og får indblik i deres vurderinger af danskerne, når de mødes i et hemmeligt rum og diskuterer danskerne," siger Bjarne Bo Bertelsen, der ved, hvad han taler om, når det gælder reality, for han var med på produktionen af 'Robinson-ekspeditionen' fra begyndelsen.

Spiseligt for DR
Bjarne Bo Bertelsen mener, programmet adskiller sig fra andre typer reality-tv.

"Normen for reality-tv er, at deltagerne forholder sig til hinanden. Her er der et lag af folk, der forholder sig til produktionen og de medvirkende på en måde, der gør det spiseligt for en public service station at vise en genre, som de ellers ville have forsvoret."

Men som i andre typer reality-serier, bliver deltagerne udstillet i en vis grad.

"Det er ikke medvirkende, som man typisk ser i reality-tv. De har stort set alle sammen siddet i lederstillinger og tilhører det blå segment. De forholder sig meget kraftigt til situationen og produktionen, for de er vant til at tage beslutninger. Det virker ikke som om, de er havnet i en situation, de ikke har styr på."

Men deltagerne bliver overvåget af landsbyboerne uden at vide det?

"Ja, men det bliver afsløret på et tidspunkt."

X Factor var skæringspunktet
DR1-redaktør Birdie Bjerregard vurderer, at DR reelt tog skridtet ind i reality-genren med lanceringen af 'X Factor', hvor almindelige mennesker placeres i meget følelsesmæssige situationer.

"Min Italienske drøm er meget blødere reality end 'X Factor'. Men programmet rummer ganske rigtig nogle kerneelementer og låner fortællegreb fra reality, til eksempel et konkurrenceforløb."

Det gør programserien mere spændende end en dokumentar skildring af danske par, der forsøger sig i Italien.

På DR1 måles deltagerne på deres faglige indsats, de bedømmes af de lokale på deres faglige fremgang, og de konfronteres ikke med dommerkomiteen.

"Når de stemmes ud, er det værten, der overbringer budskabet, uden dramatisk musik og dyster stemning, som det kendes andre steder," forklarer Birdie Bjerregaard.

Programformatet er udviklet af Eyeworks og bliver også vist i Holland og Belgien.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også