TV 2 Østjylland kræver 50.000 kr. for dækning

TV 2 Østjylland forlanger 50.000 kroner per kommune for direkte dækning af vælgermøder. I strid med reglerne, siger mediejurist.
MediaWatch

Til efteråret, når der skal være kommunalvalg, tilbyder TV 2 Østjylland at sende direkte fra valgmødelokalerne i den bedste sendetid og genudsende det i uddrag dagen efter.

Det koster 50.000 kroner per kommune, skriver Journalisten, der er i besiddelse af en kopi af det brev, som tv-stationens direktør Peter Kramer har sendt til de ni kommuner, som stationen dækker.

"Jeg forestiller mig, at vi kan gøre det til en super-begivenhed, men det kræver, at vi, også økonomisk går sammen om opgaven. Men bare rolig det er ikke et stort beløb, vi snakker om," lyder det i brevet.

Begejstret borgmester
I Favrskov Kommune med 46.000 borgere er borgmester Anders G. Christensen er begejstret for den nye mulighed for at nå ud til vælgerne:

"Med tv-udsendelsen vil vi sandsynligvis nå ud til 15-18.000 vælgere, og vi må erkende, at uanset hvor mange traditionelle vælgermøder vi holder, så når vi aldrig tilnærmelsesvis det tal. Vi vil gerne vise vælgerne, hvilke partier de kan stemme på, og med denne metode kan vi gøre det meget bedre," siger Anders G. Christensen.

Problemet er dog, at lov om radio- og fjernsynsvirksomhed lægger sig i vejen siger Oluf Jørgensen, afdelingsforstander og mediejurist på Journalisthøjskolen.

"Hvis en kommune betaler 50.000 kroner for dækning af et vælgermøde, er der tale om et sponsorat, og i fjernsyn må nyheds- og aktualitetsprogrammer ikke sponsoreres. Et vælgermøde er et aktualitetsprogram, og derfor er det helt klart i strid med loven," siger han til Journalisten.

Tv-direktør Peter Kramer mener dog ikke, at de 50.000 kroner er sponsorering, der i stedet kalder det et "produktionstilskud" til at skabe en god demokratisk debat.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår