SBS: TV 2 skal ændre rabatstruktur

Om knap én måned fortsætter endnu en retssag om TV 2's dominans, som er anlagt af SBS, der føler sig presset ud af markedspladsen.
Per Fanefjord Laursen

Den 30. marts indledes en ny sag om TV 2's rabatstrategi, som SBS TV har anlagt mod både TV 2 og Konkurrenceankenævnet. Sagerne, der behandles i Øster Landsret, ventes afsluttet den 23. april.

SBS anklager TV 2 for brug af såkaldte progressive åraftale rabatter, case rabatter og sæsonkampagnerabat, som ikke i sig selv er ulovlige, men som i kraft af TV 2's høje share sikrer annoncører meget høje rabatter, der belønner volumen.
"Kernen for os er, at TV 2's årsaftalerabatter er konkurrenceforvridende," siger direktør Henrik Ravn, SBS TV.

SBS' direktør hæfter sig videre ved, at TV 2's salgsafdeling ikke har ændret adfærd på kritikpunkterne, siden sagen kom frem i lyset.
 

TV 2: SBS har dårlig hukommelse
"Det virker som om, at SBS har glemt, at vi fik medhold i Konkurrenceankenævnet i, at vores rabatgivning ikke er konkurrenceforvridende, så derfor har vi naturligvis ikke ændret noget. Som alle andre medier så har vi en fuldstændig transparent volumen rabat, som varierer efter hvor meget annoncøren køber i løbet af året – denne rabat er hverken ny, unik for TV 2 eller i strid med konkurrencereglerne. Men skulle der komme en ny afgørelse i Øster Landsret, så retter vi os naturligvis efter det," siger markedsdirektør Flemming Rasmussen, TV 2.

Den nye sag ligger i forlængelse af en sag, der blev indledt i 2001 på baggrund af TV 2's markedsdominans. Klagen gik på, at TV 2's rabatstruktur, kombineret med en meget høj kommerciel share på 60 procent, havde den skavank, at TV 2 i praksis helt kunne holde SBS og andre ude af konkurrencen om annoncebudgetter.

SBS-direktøren har ingen kommentarer til et muligt nyt udkomme på sagen.

"Vi forholder os til konsekvenserne, når retten har talt."

Der er ingen direkte sammenhæng mellem disse sager og hele det uafklarede sagskompleks for TV 2, EU og Viasat og SBS.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Photo: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også