Carina Christensen freder TV 2 Regionerne

TV 2 Regionerne skal ikke tilpasses kommunalreformens nye inddeling af landet, siger Carina Christensen.

Strukturreformen, der har delt landet op i større kommuner og seks regioner, får det ikke betydning for TV 2 Regionernes grænser. Det slog kulturminister Carina Christensen (C) fast, da hun i i mandags besøgte TV Syd i Kolding, der dækker den valgkreds, hun er opstillet i.

"I en ellers omskiftelig tid, vil seerne efterspørge endnu mere fjernsyn fra deres nærområde og derfor vil jeg fastholde, at der fortsat skal være otte tv-regioner i Danmark," lød det fra ministeren.

Hun var inviteret af TV Syd, der hører til de TV 2 Regioner, hvor spekulationerne om, hvorvidt kommunalreformen ville få betydning for tv-regionernes fremtid, har rumlet.

"Reformen har da sat gang i tanker og spekulationer, om der er kræfter, der kunne se en interesse i at forankre TV 2 Regionerne mere i de nye regioner og begynde at arbejde for det politisk. Derfor var vi glade for at få den melding fra kulturministeren, som vi fik," siger redaktionschef hos TV Syd Ernst Møller.

Kunne der ellers ikke være fordele ved at gøre det?

"Nej, det ville ikke give mening. Vi har i forvejen den udfordring, at vi dækker meget store regionale områder, og det ville være umuligt at bevare det lokale præg, hvis man f.eks. ændrede antallet af tv-regioner fra otte til seks," siger Ernst Møller. 

- MediaWatch

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også