MTG og SBS kan vente erstatning for TV 2-plan

EU-Kommissionen strækker sig formentlig langt for at hjælpe TV 2 - mod at konkurrenterne kompenseres.
Per Fanefjord Laursen

Medieprofessor Frands Mortensens vurdering er, at Kommissionen vil holde hånden over TV 2, men til gengæld vil den yde konkurrenterne fra SBS og MTG forskellige former for kompensation.

"Det kan være negative ting for TV 2 -forskellige former for konkurrencebegrænsning -eller positive ting for konkurrenterne. Måske direkte økonomisk kompensation, som yderste udvej. Hvad det bliver, er et forhandlingsspørgsmål mellem Kommissionen, Danmark og konkurrenterne," siger Frands Mortensen.

Konkurrencen forvrides
Frands Mortensen peger især på to konkurrenceforvridende elementer i TV 2-aftalen, som Kommisionen næppe vil acceptere - medmindre konkurrenterne samtidig kompenseres.

Det første problem i aftalen er dette: "hvis man ikke ønsker at abonnere på TV 2, kan man heller ikke abonnere på andre betalings-kanaler. Hvis man køber en betalingskanal, skal man også købe TV 2." Frands Mortensen vurderer, at det i købeloven kaldes "medkøb", som er ulovligt.

Så der skal sandsynligvis findes en anden løsning, spår han, og det kunne være licens.

Det andet problem er, at TV 2's statslån er godkendt af Kommissionen, men hvis TV 2 har udvist en agressiv kommerciel fremfærd i låneperioden, er dele af aftalen om lånet brudt. Det drejer sig for eksempel om TV 2's prissætning og programplacering, rettighedserhvervelse og -udnyttelse i det seneste halvår. En aggressiv adfærd er udelukket for Danmarks ansøgning i EU om redningsstøtte til TV 2.

"Jeg ved dog ikke, hvor langt Kommissionen vil gå i den forbindelse," siger Frands Mortensen.

Skadebegrænsning for TV 2s konkurrenter
Konkurrenterne er som bekendt SBS og MTG, og sidstnævntes juridiske rådgivere, Bech Bruun, sidder i disse dage og overvejer strategien.

Hos Bech Bruun er man ikke overbevist om, at EU Kommissionen godkender den model, der er på bordet. Modsat Frands Mortensen mener man ikke, at Kommisionen partout skal godkende en hjælpepakke til TV 2, der er baseret på abonnementsbetalinger.

Man mener ikke der er fortilfælde, hvor en public service indhold kombineres med abonnement. Derfor er det ikke nødvendigvis noget, som kommissionen bare lige springer på.

"Vi er stadig i en fase, hvor vi ikke anerkender, at det er nødvendigt for TV 2 at opkræve abonnement. Det er blevet temmelig klart i de seneste dage, at TV 2 ikke har et driftsproblem, men et gældsproblem," siger Simon Evers Kalsmose-Hjelmborg, Bech Bruun.

"Vi forestiller os, at der kan findes en anden løsning, for ingen ønsker selvfølgelig, at TV 2 går konkurs."

Tanken om at TV 2s private konkurrenterne skal kompenseres for politikernes model ligger således et skridt ude i horisonten for MTG's rådgivere, men den er ikke fremmed.

"Det er en dramatisk markedsforstyrrende ændring for markedet, at en statsejet dominerende aktør får lov til at opkræve abonnement," siger han.

Voldsom sum
De forhold omkring TV 2 aftalen, der hedder, at Boxer får en særstatus, og at man kun skal betale for TV 2, hvis man vælger mange kanaler, er én ting. Noget helt andet, der optager Bech Bruun, er den markedspåvirkning, der ligger i, at TV 2 (i 2012 priser) kan skyde en ½ mia nye kroner (i abonnementsindtægter) i markedet og konkurrencen.

"Det er en voldsom sum, der kommer ind markedet - nærmest halvdelen af TV 2's eksisterende totale programbudget. Det kan komme på tale at diskutere, hvorledes politikerne vil indkapsle virkningerne af det enorme beløb."

Han forestiller sig, at hvis EU-kommissionen vil acceptere modellen, skal TV 2 acceptere et tilsagns-katalog, der skal begrænse skaden for de private konkurrenter. Det kunne være et forbud mod, at TV 2 må "bundte" hovedkanalen med de andre. Det kunne også være et krav om, at TV 2 skal levere et ebit af en vis størrelse. Det kan forhindre, at TV 2 dumper reklamepriserne, når de tilføres store summer fra abonnement.

"Et anden element kunne være, at TV 2 skal acceptere, at en uafhængig revisor i 2011 ser på TV 2's økonomi og vurderer, om TV 2 overhovedet har behov for at indføre abonnement."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også