TV 2-krise svær at få øje på

Det er ikke umiddelbart til at få øje på TV 2's krise, når man ser på tv-kanalens styrke på det kommercielle marked.
Per Fanefjord Laursen

Uge 2 var årets første normale uge, og den faldt særdeles heldigt ud for TV 2, der røg op og rørte 50 sharepoint.

"TV 2 nyder godt af, at deres offensive konkurrenter er gået i vinterhi. TV 2-netværket kom i sidste uge op på niveau med 2007. TV 2 alene ligger over 2008's start, og TV2 News indleder året næsten lige så stærkt som efteråret sidste år. Dertil kommer, at Zulu ligger stabilt på niveau med tidligere," lyder opsummeringen fra Broadcast Researcher Simone Krogh, Mediaedge:cia, der fast fortolker tv-data for MediaWatch.

SBS' chokstart
Som omtalt i sidste uge sendte SBS TV en mindre chokbølge gennem den kommercielle tv-branche, da SBS TV lå på niveau med TV3-gruppen uge 1, målt på kommerciel share, hvilket sendte kuldegysninger gennem TV3-ledelsen på Wildersgade.

"SBS TV løftede sig i uge 1 med ny hjælp fra 6'eren. Endda over Viasat, men i sidste uge faldt SBS til et leje på niveau med sidste års begyndelse. 6'eren ligger stadig knap 1,5 point over sin forgænger SBS Net og tilfører SBS en god portion stabilitet," siger hun.

SBS' problem var Kanal 4 og Kanal 5's manglende seertiltrækning i en tid med genudsendelser og udenlandske serier.

TV3-kanalerne tabte betydelig terræn i uge 2, og især TV3 ligger langt under sit tidligere niveau. Kanalen alene er 2,5 point under samme periode sidste år.

"Men markedet ved godt, at TV3-kanalerne traditionelt gearer langsomt op i januar, og TV3 kommer ind i kampen med nye forårssatsninger som "Hospitalet", "Paradise Hotel", "Sandhedens time" m. fl."

Smæk til TV 2
Uden for den kommercielle verden, noterer bureauet sig, at DR uddeler smæk til TV 2 med seermagneten "X-Factor", der bevarer styrken, uanset at TV 2 i disse dage satser på Joachim og Andrea.  Og sikkert også når TV 2 sætter "Den store klassefest" ind i kampen. Samtidig sikrer DR's nyeste søndagsdrama sig også solide seertal omkring 1,5 mio., og DR1 er en sikker sejrsherre over TV 2's familieunderholdning "Stjernetræf".

Kilde: Mediaedge:cia, Gallup

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også