Politiken og TV 2 i tæt samarbejde

Politiken, TV 2 og analyseinstituttet Megafon vil dominere markedet for meningsmålinger med nyt samarbejde fra januar.
Tine Brødegaard Hansen

Det nye samarbejde om meningsmålinger skal gøre op med stormfloden af forskellige resultater og hæve kvaliteten af de målinger, som TV 2 og Politiken bestiller hos Megafon i det nye år.

"I dag er der masser af 'blip blop'-meningsmålinger, der er brug for mere kvalitet. Meningsmålinger er en af hjørnestenene i nyhedsuniverset, så når landets største tv-station og hovedstadens største dagblad går sammen om det, bliver vi dominerende i markedet," siger Politikens nyhedschef, Anders Krab-Johansen om baggrunden for samarbejdet, hvor Megafon vil levere det politiske indeks og en stribe andre analyser af danskernes holdninger til Nyhederne på TV 2, TV 2 News, tv2.dk, dagbladet Politiken og politiken.dk.

Budgetmæssigt ligger det nye samarbejde på niveau med det, Politiken hidtil har haft.

Ikke direkte konkurrenter
Rationalet er, at TV 2 og Politiken kan trække på hinandens ressourcer med den nye samarbejde, uden de ligger i umiddelbar konkurrence.

"På nettet offentliggører vi og TV 2 resulateterne samtidig, men fordelen er, at tv kræver få tal og mange historier, mens avisen kan gå mere i dybden og perspektivere tallene," siger Anders Krab-Johansen

Derudover kan parterne hver især bestille separate meningsmålinger af både længere varighed og på dag til dag basis.

Valget af Megafon skyldes ifølge Anders Krab-Johansen, at de har markeret sig som Danmarks mest præcise analyseinstitut, der ved de seneste seks valg og folkeafstemninger er kommet tættest på det endelige resultat.

Megafon har samarbejdet med TV 2 de seneste ti år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også