TV 2 kan gifte sig med få tv-producenter

Når TV 2 fra 2009 ikke længere er bundet til at købe ind hos private tv-producenter, kan de lægge billet ind hos få selskaber.
Tine Brødegaard Hansen,Laura Bøge Mortensen

Fra næste år kan TV 2 vælge nye modeller for deres programindkøb, end den vi kender i dag, hvor TV 2 køber alle andre tv-programmer end nyheder og sport ude i byen hos mange forskellige tv-producenter.

Men scenarierne afhænger af, hvad politikerne vil med TV 2 og med produktionsmiljøet, samt hvorvidt TV 2 skal sælges, hvilket der er opstået fornyet tvivl om. Medieforsker Frands Mortensen er ikke i tvivl om, hvad der er den bedste model for TV 2:

“Det har altid været et problem for TV 2, at de aldrig helt har haft styr på, hvad produktionsbranchen laver. Hvis de i stedet ejer et produktionsselskab, kan de have hundrede procent kontrol med hele produktionen," siger han i et interview med Sammenslutningen af mediestuderende.

Branche i forandring
I dag tyve år efter TV 2’s fødsel, er det ikke sikkert, at entreprisemodellen fungerer ud fra hensigten om at støtte et stærkt lokalt produktionsmiljø, eftersom verden ser helt anderledes ud, mener medieforsker ved Århus Universitet, Hanne Bruun.

”Branchen har ændret sig så radikalt, at det kan være svært at vide, hvem politikerne støtter med entreprisemodellen. Er det en lokal medieindustri eller er det multinationale selskaber?” spørger Hanne Bruun og refererer til, at nogle af de største danske produktionsselskaber bliver ejet af internationale selskaber som Blu, Zodiak (De Agostini) og Eyeworks.

Der tegner sig primært tre scenarier eller fremtidige muligheder for TV 2's tv-produktion, ifølge Hanne Bruun, der ikke mener, at den norske model er en særlig attraktiv løsning: 

Den norske model
Norsk TV 2 er privatejet, men har en række kulturforpligtelser som staten har pålagt dem. De har også en entreprisemodel, men den har udviklet sig til, at norsk TV 2 har et delvist ejerskab af de produktionsselskaber, de samarbejder med. Det sikrer at penge og rettigheder er samlet i nogle selskaber, men betyder at færre tv-producenter formentlig overlever, hvilket kan skade for kreativiteten. Samtidig risikerer produktionspriserne at stige på grund af den lavere konkurrence.

TV 2 som producent
Et alternativ til at TV 2 outsourcer sin tv-produktionen er, at TV 2 selv producerer tv-programmer (udover nyheder og aktualitet), ligesom DR kan. Det er der næppe politisk opbakning til, fordi TV 2 skal være anderledes end DR ifølge mange politikere, og en sådan model kan betyde døden for tv-producenterne.

Sikring af entreprisemodellen
Hvis TV 2 kommer på private hænder, kan politikerne blive tvunget til at lave regler for spredningen af tv-produktion, hvis de stadig ønsker at de mange tv-producenter skal overleve. Det vil dog ikke løse problemerne om hvem der skal eje programrettighederne, som tv-producenterne gerne vil have en større andel af.

Over for MediaWatch hælder både TV 2-direktør Merete Eldrup, Producentforeningens sekretariatschef og Venstres medieordfører dog til at bevare status quo,

Fordele og ulemper ved entreprisemodellen
De få danske tv-stationer sikrer en høj konkurrence mellem produktionsselskaberne. Det betyder lave programpriser til tv-stationerne. Det skader til gengæld tv-producenternes indtjening og dermed deres muligheder for at lave nyudvikling af programmer.

Den voldsomme konkurrence øger også TV 2’s mulighed for at kræve rettighederne til programformaterne, hvilket er en afgørende indtjeningsmulighed for tv-producenterne.

En bred kontakt med mange produktionsselskaber skaber kreativitet og udvikling i programformaterne og gør TV 2 mindre afhængig af få producenter, som tilfældet var i begyndelsen af TV 2's levetid. Samtidig er det ressourcekrævende for såvel TV 2 som producenterne at være i tæt gensidig kontakt uden at være sikker på, at det munder ud i en aftale.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også