TV 2 skal ikke konkurrere med SBS og Viasat om støtte

Der skal ikke flere midler i en støttepulje, hvor TV 2 konkurrerer med SBS og Viasat, siger Mogens Jensen (S).
Tine Brødegaard Hansen

Han bakkes op af Per Clausen (EL), hvis parti dog ikke er med i Medieforliget 2007-2010.

I en uddybende kommentar til morgenens EL og S-forslag om at Public Servicepuljen giver grundlag for at TV 2 kan reddes, præciserer begge medieordfører, at Public Servicepuljen blot er et eksempel på, hvordan det er muligt for staten at støtte det nødlidende TV 2.

"Det er vigtigt at slå fast, at domstolene ikke bestrider, at man har lov til at give penge til TV 2 for at lave public service. De bestrider størrelsen af beløbene, og vurderer om staten har givet for meget," siger Mogens Jensen.

Styrkelse af TV 2's konkurrenter
De senere år har budt på vigtige fremskridt for TV 2's rene kommercielle konkurrenter på Viasat og SBS. Dels bryder det analoge sluk til november næste år TV 2's hidtidige monopol på landsdækkende reklamer uden at kravene til tv-stationen vedrørende public service-forpligtelser, støtte til dansk film, manglende reklamebreaks og restriktioner på sponsoreringer af programmer med videre er nedtrappet.

Ydermere er Public Service-puljen oprettet og udfordrer TV 2's fordele i at tilbyde programmer af public service-kvalitet, såsom drama og dokumentar, da Viasat og SBS nu også kan søge støtte til den type indhold og derved styrke deres position, når de til næste år udfordrer TV 2 på fuld styrke i hele Danmark.

Derfor duer Puljen heller ikke i sin nuværende form til at støtte TV 2, mener Mogens Jensen.

TV 2 skal tilgodeses
"TV 2 kan søge Public Servicepuljen, men det kan TV3 og SBS også, og det er jo licensmidler man der giver, fordi man vil have en særlig kvalitet af dokumentarer og drama. En mulig model kunne være, at man med størrelsen af puljen og fordelingen af midlerne særligt tilgodeser TV 2," siger Mogens Jensen.

Han vil ikke umiddelbart anslå et beløb puljen kunne øges til, men understreger rimeligheden i at TV 2 får en særlig bevilling på bekostning af de kommercielle konkurrenter som Viasat-kanalerne og SBS, fordi TV 2 er pålagt public service-forpligtelser.

Public Servicepuljen som den fungerer nu, har Per Clausen ikke meget til overs for og mener ikke at den i sin nuværende form bør tilføres flere penge end de 75 mio. der i forvejen tilflyder den.

"Der skal ikke flere penge i en pulje, hvor TV 2 er i konkurrence med andre kommercielle tv-stationer," siger Per Clausen og tilføjer:

"Vi skal erkende, at hvis TV 2 skal være en vigtig del af public service-tv i Danmark, så handler det om at sikre TV 2's overlevelse."

Filmstøtten er i spil
Enhedslisten ville hellere have målrettet støtten til DR, TV 2 og lokale radio- og tv-medier, men er altså ikke medi forligskredsen. Til gengæld er de med i Filmforliget og Per Clausen er enig med Mogens Jensen om, at de penge er i spil.

Midlerne til TV 2 kunne nemlig øges med et snuptag, hvis kravet om den årlige støtte på 68 mio. kr. til dansk film også sløjfes, lyder medieforsker Frands Mortensens forslag. Det vækker genklang hos Mogens Jensen.

"Filmforliget er også i spil, men i så fald ville det kræve, at de penge bliver fundet et andet sted, så staten tilfører dem til Filminstitutet, det er ikke realistisk, at dansk film skulle mangle 68 mio. kr."

Politikerne har et langstrakt forhandlingsforløb foran sig, når TV 2-ledelsen fremlægger deres bud på en langsigtet tilbagebetalings- og finansieringsplan for tv-stationen. De brede medieforlig skaber ro, når de først er vedtaget, fordi så mange partier som muligt er fedtet ind i dem, men er en benhård politisk kampplads, når kompromiserne skal i hus. Og det skal de meget snart.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også