S og EL: Public Servicepulje kan redde TV 2

Hvis EU anerkender, at Public Servicepuljen støtter kommercielle tv-stationers programproduktion, kan den - måske - bruges til at redde TV 2.
Tine Brødegaard Hansen

Det synspunkt fremførte medieordførerne Mogens Jensen (S) og Per Clausen (EL) i dagens udgave af P1 Morgens udsendelse kl. 6.

De to politikere kom ikke ind på, hvor meget ekstra der eventuelt skulle tilføres puljen, som nu er på 75 mio. årligt og kan søges af kommercielle tv-stationer til produktion af tv-drama og dokumentarer. Professor i Medievidenskab, Frands Mortensen, anslår, at TV 2 behøver omkring 400 mio. kr. i årlig støtte.

Støtte til TV 2 på bekostning af konkurrenter
"Det er utrolig vigtigt, at vi har TV 2, om man i højere grad skulle kanalisere penge fra Pulic Servicefonden over i TV 2 på bekostning af andre, er jeg også villig til at diskutere," siger Mogens Jensen til P1 Morgen.

De andre Mogens Jensen hentyder til, er formentlig SBS og Viasat, der begge har modtaget midler fra Public Servicepuljen.

Per Clausen underbygger sit forslag med, at Public Servicepuljenens formål om at give penge til private selskaber for at lave public service i det hele taget er "besynderlig", men i så fald må kunne bruges til at redde TV 2.

TV 2's gæld er på 850 mio. kr. Fire domme ved EF-domstolen om ulovlig statsstøtte afgøres i morgen, i værste fald for TV 2 kan de få gælden til at vokse med 628 mio. kr.

Licenspengene igen
Ideen om at inddrage Public Servicepuljen minder mest af alt om at give TV 2 licenspengene igen, mener professor i Medievidenskab, Frands Mortensen.

Han opfatter i forvejen Public Servicepuljen som et forsøg på at overføre licenspenge til TV 2, som stationen ikke har modtaget siden 2004, uden at seerne opdager det.

"Hvis politikerne mener, at man skal inddrage hele puljen til at støtte TV 2, så er det, det samme som at åbne op for licensfiansering til TV 2 og skal være på mere end 75 mio. kr. Økonomisk betyder det ikke en pind for licensbetalerne, TV 2 skal jo ikke have det DR får, de skal måske have 400 mio. kr. om året og da to millioner husstande betaler licens, så er det ikke alverden de skal betale ekstra."

Puljen skal nedlægges
Hvis EU skal acceptere ideen fra S og EL mener Frands Mortensen, at Public Servicepuljen må nedlægges.

"Så må man lave en ny støtteform hvor der igen indgår støttepenge men udelukkende til TV 2. TV 2 har jo en forpligtelse til at betale penge til Filminstituttet (68 mio. kr. årligt, red.), hvis de ikke længere skal det, så bliver beløbet til noget."

Og skal EU-instanserne synke forslaget uden at få det galt i halsen, kræver det ydermere, at regeringen opgiver sit hjertebarn: Salget af TV 2.

"Det er regeringen stadig ikke så villige til, men når problemerne hober sig op og de ser TV 2 stå på kanten af afgrunden, kan det være de ændrer holdning," siger Frands Mortensen.

TV 2 har blandt andet modtaget ca. 2 mio. kr. ud af et samlet budget på kr. 6.954.677 kr. til dokumentarserien 'Skolen' i 8 episoder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også