Spareplan mindsker TV 2-underskud

Årets underskud i TV 2 bliver betydeligt mindre end forventet.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Kriseramte TV 2, der slås med stor gæld og tidligere i år måtte ty til staten for at låne 500 mio. kr., har i dag opjusteret årets forventninger, så underskuddet mindskes betydeligt.

Tidligere regnede TV 2-ledelsen med et minus på mellem 120 og 140 mio. kr., men på grund af spareplan, reklamesalg og radiosamarbejde lyder forventningerne nu på mellem 30 og 60 mio. kr. i underskud.

Stort underskud

Spareplanen har virket hurtigere end man havde regnet med, og samtidig havde man forventet, at reklamesalget ville være dykket mere end de realiserede 2 pct.

Desuden har afståelsen af det Nova FM, det tidligere TV 2 Radio, til SBS Radio vist sig mere gunstig end forventet.

"Det er en god nyhed, at vi nu kan opjustere forventningerne til resultatet for 2008. Det viser, at arbejdet med at rette op på TV 2's økonomi har båret frugt samtidig med, at vi har solgt flere tv-reklamer end ventet. Men vi tjener mindre på reklamesalget i forhold til sidste år, og især hovedkanalen vil fortsat bidrage til regnskabet med et stort underskud," siger TV 2's adm. direktør, Merete Eldrup.

Årets resultat afhænger fortsat af reklameudviklingen, og det er gået godt i tredje kvartal, men fjerde kvartal ser dog ikke ud til at fortsætte den fine tendens.

TV 2 kæmper i øjeblikket med en gæld på 850 mio. kr. ud af en omsætning på lige over 2 mia. kr. Den uholdbare situation tvang tidligere på året stationen til at låne 500 mio. kr. af sin ejer, staten, da bankerne ikke ville låne flere penge til TV 2.

Kortvarig fornøjelse

Statslånet er dog en kortvarig fornøjelse, og i disse måneder skal TV 2-ledelsen overbevise politikerne om, at der skal findes løsninger for at nedbringe gælden og sikre driften.

4. februar skal den bæredygtige forretningsmodel fremvises for EU-kommissionen i Bruxelles, men en bæredygtig forretningsmodel er umulig at fremvise, hvis ikke politikerne er indstillet på at ændre TV 2's rammevilkår.

Der er forskellige muligheder at løse problemerne på. Gælden kan nedbringes markant, hvis TV 2 kan sælge sin halvpart af de danske sendemaster.

Et andet muligt svar er brugerbetaling som varigt kunne gøre TV 2's drift lønsom ligesom man også overvejer at halvere antallet af hovedsæder, så man enten lukker ned for Kvægtorvet i Odense eller Teglholmen i København.

Derudover sætter bestyrelsesformand Lars Liebst spørgsmålstegn ved, om TV 2 fortsat skal stå for at betale 68 mio. kr. årligt i filmstøtte.

Problemerne med flere af løsningsforslagene er, at de er politisk uspiselige. Brugerbetalingen afvises fra både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, mens det i sin tid var helt bevidst, at man placerede TV 2 i Odense.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også