V: Alle TV 2-løsninger i spil

TV 2's direktør ønsker lempeligere reklameregler - ikke breaks i spillefilm. Venstre lytter gerne til alle forslag, men frygter at breaks generelt er usunde for TV 2's brand.
Per Fanefjord Laursen

MediaWatch lagde i fredags netsider til et overraskende politisk udspil fra TV 2 om at få liberaliseret de danske reklameregler, så de mere ligner EU-reglerne. Det vil blandt andet betyde, at reklamebreaks bliver tilladt i programmer.

TV 2-direktøren præciserer sin holdninger bag udspillet over for MediaWatch:

”Fakta er, at de tv-kanaler, TV 2 konkurrerer med, har helt andre og meget mere lempelige reklameregler, end vi har. Mit andet synspunkt er, at breaks handler om andet end at afbryde film.”

Strategisk kneb
I branchen gættes der på, at udspillet blot er et strategisk kneb for at skræmme politikerne og få andre løsninger i spil, men det spor vil TV 2's direktør ikke ind på.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti tager udspillet alvorligt. De afviser, at TV 2 kan få lov at afbryde programmer med reklame, som det tillades i EU's mediedirektiv, der mere eller mindre ligner de britiske regler, som samtlige TV 2's kommercielle konkurrenter er underlagt.

Heller ikke Venstres Ellen Trane Nørby er som udgangspunkt begejstret for at tillempe TV 2's reklameregler til EU's regelsæt. Som mange andre, mener hun, det vil skade TV 2, hvis man afskaffer det mangeårige slogan ”en go' film uden afbrydelser”.

”Breaks harmonerer dårligt med TV 2's brand,” siger hun.

Kvalificerer man problemstillingen lidt mere, er hun mere lydhør.

”Worst case er, at TV 2 lukker. Det er ingen interesseret i, så alt skal vendes. Det er en diskussion, vi er nødt til at tage. Også fordi TV 2 mister fordelen ved national dækning og skal sende side om side i det digitale sendenet med konkurrenterne, der alle følger de engelske regler. Men spørgsmålet er, om det er klogt, at TV 2 nærmer sig de andre?”

Ellen Trane er åben for at høre ideer til en midlertidig løsningsmodel til TV 2 frem til den 1. november 2009, hvor Boxer lancerer digitalt til de nuværende analoge husstande.

Bløde breaks
Venstre-politikeren har, i lighed med Merete Eldrup, blik for, at en harmonisering med EU-reglerne ikke tvinger TV 2 til at afbryde spillefilm. TV 2 kunne vælge at friholde alle former for fiktion, der har en handling, som film, krimiserier, sitcom, danske dramaer, m.m.

TV 2 kunne til gengæld vælge at brække quizzer, dokumentar, de mange bolig- og livsstilsmagasiner og sport op i to dele og vinde et betydeligt ekstra varelager, målt som flere Target Rating Points (TRP’er). Breaks har værdi, fordi de altid har højere ratings end blokke. Den øgede mængde TRP’er kan samtidig sælges til dyrere stykpris, fordi de ligger i programmerne.

Hvis TV 2's meget sete Go' Morgen Danmark og Go’Aften Danmark, der fylder mange timer, er kategoriseret som ’aktualitet’, er det sandsynligvis sværere at kapitalisere yderligere på dem.

Alt vendes - også lukning af Kvægtorvet
Politikerne afventer i efteråret et samlet udspil fra TV 2's ledelse med modeller til, hvorledes TV 2 kan opnå en mere stabil, sundere økonomi. Det er påkrævet for, at EU accepterer det statslån, TV 2 fik i juni. Der kan ikke blive tale om ny statsgaranti til TV 2 ud over den, der udløber 1. februar, selv om den hjemlige politiske vilje skulle være til stede. EU-reglerne giver ikke mulighed for at forlænge lånet eller noget lignende. Den redningsmodel kan kun lade sig gøre én gang.

”Alle mulige tiltag har været nævnt, som breaks, abonnement, frasalg - og endda lukning af Kvægtorvet – og jeg er sikker på, at vi får præsenteret flere brugbare scenarier,” siger Venstres ordfører.

Merete Eldrup vil ikke kommentere på, om en lukning af Kvægtorvet er med som en del af pakken.

Der er intet galt i, at TV 2, der i pressede situationer savner en kapitalstærk ejer, skal kunne trække lån på det private lånemarked, men Venstres ordfører er aktuelt lidt bekymret for, at en langvarig global finansiel krise også lukker de muligheder.

Læs OMDs vurdering af breaks.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også