Højeste tv-forbrug i 16 år

Danskernes appetit på tv slår alle rekorder.
MediaWatch

Danskernes appetit på tv slår alle rekorder. I gennemsnit tilbringer hver dansker over tre år to timer og 29 minutter om dagen foran tv'et.

Aldrig tidligere i den elektroniske tv-målings 16-årige historie har der været målt så højt et tv-forbrug i Danmark, viser beregninger, som DR Medieforskning har lavet på baggrund af TNS Gallup TV-Meters tal.

Tallene for de første tre kvartaler af 2008 viser, at danskerne i gennemsnit ser 15 minutter mere om dagen i forhold til 2007.

"I skrivende stund ligger 2008 et mulehår foran årene 2004 og 1998, og med en stærk afslutning har 2008 således alle muligheder for at sætte sig på danmarksrekorden i tv-sening," siger medieforsker Niels Marslev fra DR Medieforskning.

En del af forklaringen på stigningen skal findes i, at 'X Factor' og herrehåndbold havde mange seere først på året, og at OL fik mange seere til at tilbringe mere tid ved skærmene i tredje kvartal af 2008.

Stigningen i tv-forbruget er størst blandt de unge mellem 15-24-årige, der har set 19 minutters mere fjernsyn om dagen hidtil i år. Blandt de 3-14-årige er det blevet til 12 minutter ekstra om dagen, mens seerne over 55 år har øget deres tv-forbrug med ni minutter.

Det er især landets mænd, der er begyndt at se mere fjernsyn. De har i gennemsnit set 18 minutter mere tv om dagen i år, mens kvinderne har været ved skærmen 12 minutter mere om dagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også