Stop kommercielt benspænd af TV 2

Politikerne bør harmonisere reglerne for tv-reklame og dermed sikre TV 2 en vej ud af det økonomiske uføre, mener direktør hos Mediacom, Ulrik Thagesen.
Per Fanefjord Laursen

Mediacoms direktør bringer et gammelt emne tilbage i spil: Dansk lovgivning forhindrer fortsat TV 2 i at indtjene sit fulde potentiale på reklamesalg. For selvom den snak langt fra er ny, så har den glimret ved sit fravær i strømmen af analyser af og kommentarer til TV 2's økonomiske problemer i forbindelse med tv-stationens 20 års dag.

Det er et velkendt faktum, at TV 2 har ringere har arbejdsbetingelser for reklamesalg end sine private konkurrenter, der alle sender fra London efter britiske regler. Det er en gammel nyhed, der dog bliver mere udtalt i november 2009, når TV 2 med Boxers lancering mister fordelen af sit monopol på at sende landsdækkende reklame.

Problematikken synes helt forpasset i debatten om TV 2's fremtidige muligheder og udfordringer, og det undrer Mediacom-direktøren.

Økonomisk håndsrækning
”Det potentiale, der ligger, hvis TV 2 virkelig foldede sig ud og tjente sit fulde reklamepotentiale er helt glemt i debatten om en løsning på TV 2's økonomi. Der ligger altså en væsentlig økonomisk håndsrækning i selv at tjene alle de penge, man rent faktisk kan, hvis ellers politikerne ville tillade det,” siger han og uddyber:

”Tiden er nok kommet til, at politikere må træde i karakter og harmonisere danske tv-reklame-regler med EU. De kan lige så godt få det gjort, for det er en tabersag at tro, at Danmark er en ø. Efterhånden som internettets tusinder flotte, interessante, internationale medier tages i brug af danskerne, skal Christiansborg alligevel acceptere, at den slags hegnspæle er helt passé."

Ulrik Thagesen gør opmærksom på, at en tillempning til EU's lovgivning eller de britiske regler ikke betyder, at TV 2 partout skal afbryde spillefilm. 

"Det kan de jo selv bestemme. Der kan indsættes breaks i alle mulige andre programgenrer, hvor de ligger mere naturligt," siger han med tanke på magasiner, quizzer, dokumentar, hvor der er dramaturgiske pauser. 

Han forudser også, at TV 2 på sigt tvinges til at satse på kortere programmer, hvis politikerne afviser en tillempning til EU-reglerne. Mediacom har ikke en færdig vurdering af, hvor meget ekstra TV 2 kunne tjene, hvis reglerne blev ændret. Det spiller ind, at priserne sandsynligvis vil falde, hvis det kommercielle varelager vokser.
 
Politisk afvisning står fast
Venstres mediepolitiske ordfører, Ellen Trane Nørby, afviste for nylig overfor Journalisten.dk, at det kan komme på tale, at TV 2 får lov til at afbryde sine film, nyheder, dokumentarprogrammer o.l. for at vise tv-reklamer. Venstrepolitikeren griber netop fat i film-argumentet, som Mediacom mener er en misforståelse

”Reklamebreaks på TV 2 er ikke vejen frem. Det vil forfladige TV 2’s sendeværdi. Det dur ikke, når stationens brand er at sende film uden afbrydelser,” sagde Ellen Trane Nørby med henvisning til et af de slogans, TV 2 braner sig på i kampen mod sine konkurrenter: ”En god film uden afbrydelser”.
 
Socialdemokraterne vil heller ikke give TV 2 mulighed for at sende reklamer midt i programmerne.

"Mange danskere er i forvejen trætte af de trælse reklameafbrydelser i mange tv-programmer på kommercielle stationer, og som public-servicestation skal TV 2 holde fast i deres gode slogan om "gode film uden afbrydelser" - også når det gælder andre programtyper. Det, tror jeg, i sig selv giver flere seere, hvis programkvaliteten ellers er i orden og reklameværdien dermed forstærket. Jeg mener, at TV 2's strategi om at tjene penge til hovedkanalen gennem bl.a. nichekanaler skal fortsættes," siger Mogens Jensen.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også