Murdochs magt over medierne

Skrupelløs, grisk og passioneret - og god for mange mia. dollars. Beskrivelserne er mere fascinerende end charmerende i en ny biografi om mediemogulen Murdoch. 
Zandra Damsgaard
Skrupelløs, grisk og passioneret - og god for mange mia. dollars. Beskrivelserne er mere fascinerende end charmerende i en ny biografi om mediemogulen Murdoch. 

Forfatter Michael Wolff er klummeskribent for Vanity Fair, der i sit oktobernummer bringer et uddrag af portrætbogen "The Man Who Owns the News". Og hvis ikke Rupert Murdoch allerede gør det - altså ejer nyhederne - ja, så er det efter Michael Wolffs beskrivelser at dømme hans ultimative mål. Intet mindre. 

Efter ni måneders regelmæssige samtaler med den 77-årige og fortsat meget aktive Murdoch, forsøger Michael Wolff i bogen med undertitlen "Into the Secret World of Rupert Murdoch" at komme under huden på en af verdens allermægtigste mediechefer i en af verdens største og mest indflydelsesrige mediekoncerner.

News Corp., hvor Murdoch er hovedaktionær, bestyrelsesformand og administrerende direktør, står bag blandt andet 20th Century Fox, TV-imperiet Fox, diverse Sky-kanaler, magasiner, aviser, internetsteder og forlag. Og Murdoch er både forretningsmæssigt og privat nærmest enevældig hersker over et imperium, der efter sigende i hvert fald er 70 mia. dollars (mere end 367 mia. kr.) værd.

Loyal når det passer
Keith Rupert Murdoch blev den 11. marts 1931 født ind i en fin australsk mediefamilie. Efter at have ladt sine forældre og tre søstre tilbage i Australien til fordel for Oxford University, nåede unge Murdoch kort at stifte bekendtskab med avisverdenen i London, inden han måtte vende hjem til Australien for at gøre boet op efter faderen Sir Keith Murdochs død i 1952.

Om end han utvivlsomt havde ventet sig noget mere, satte faderens død Rupert Murdoch i spidsen for Adelaide News, og de kommende år slog Murdoch Junior sit navn fast som benhård forretningsmand og en aggressiv opkøber af medievirksomheder.

Murdoch-imperiet rakte snart ud over Australiens grænser og ind i Storbritannien og i USA, hvor han opslugte de medier, han ville have, og knuste konkurrenterne på sin vej.

Rupert Murdoch er heller aldrig gået af vejen for at bruge politik til at mele sin egen kage, og han er ikke mere politisk loyal end mulighederne for økonomisk gevinst er store. Som den største selvfølge afventer Murdoch, at toppolitikerne opsøger ham - og det gør de sædvanligvis, senest Barack Obama.

Selv om han er en mangeårig konservativ og trofast Bush-støtte, kan ingen vide sig sikker på Rupert Murdochs loyalitet.

Man kan, hvad man vil
Det samme gælder mediemogulens omgang med de virksomheder, han overtager. Med en grundtanke om, at en aftale altid kan genforhandles, har Murdoch ikke just været kendt for at holde ord, og han tøver ikke med fuldstændig at bryde med et medies kultur og traditioner. Ej heller medarbejdernes rettigheder er hellige, skulle det vise sig efter overtagelsen af britiske The Times og The Sunday Times i 1981.

Efter at have købt en stribe mindre aviser i USA, blev Murdoch i 1985 amerikansk statsborger og kastede sig så for alvor over det amerikanske marked med en særlig forkærlighed for TV-mediet. Med købet af Twentieth Century Fox' moderselskab, TCF Holdings, og yderligere syv TV-stationer skabte han grundlaget for det gigantiske Fox Television.

Købet af det amerikanske forlag Dow Jones har blandt andet givet Murdoch råderetten over den hæderkronede The Wall Street Journal og cementeret hans mediemagt yderligere.

Man kan kalde det havesyge eller passioneret professionel entusiasme, men når Rupert Murdoch vil have noget, så får han det som regel, også selvom de netop nævnte egenskaber i kampens hede måske overskygger dømmekraften. The New York Times kan blive den næste, der står for tur - nok mest for at drille, for avisen har skrevet grimt om mediemogulen.

Moral, hvad er det?
Modsat al skik og brug og ikke mindst moral har Murdoch aldrig undladt at bruge sine mediekanaler til sin egen fordel, det være sig politisk som forretningsmæssigt. På trods af megen kritik er Fox ikke desto mindre formentlig amerikanernes foretrukne.

Og moral er da heller ikke just det, Michael Wolff beskylder Murdoch for at have mest af. Mediemogulen er blevet anklaget for ikke at betale skat og spiller generelt ikke efter nogen regler, måske heller ikke engang sine egne. Han følger sit instinkt og tromler alle bump på vejen.

Moderen, Dame Elisabeth Murdoch, der den dag i dag er familiens 99 år gamle matriark, går ikke af vejen for at lange ud efter sin mægtige søn. Blandt andet er hun stærkt utilfreds med sønnikes skilsmisse fra hans anden hustru, estiskfødte Anna Torv, som efter 32 års ægteskab forlod Murdoch, da hun opdagede hans affære med den 38 år yngre Wendi Deng.

Kort efter skilsmissen i 1999 blev mediemogulen gift med den da blot 30-årige Deng, og i USA taler man om "Wendi-forvandlingen" med henvisning til, at Murdoch i løbet af sit ægteskab med den succesrige og smukke TV-chef har vist nye og mindre stive sider af sig selv. Magtmennesket har endda via sin tredje hustru fået noget, der minder om rigtige venner, lyder det.

Værner om dynastiet
Rupert Murdoch har i alt seks børn, hvoraf de to yngste, Grace og Chloe, er fra hans ægteskab med kinesiskfødte Wendi Deng. Den ældste, Prudence fra 1958, er fra hans første ægteskab med Patricia Booker, mens de tre efterfølgende, Elisabeth. Lachlan og James, er fra ægteskabet med Anna Torv.

Alle børn har klaret sig godt, som man siger, men som en god, gammeldags patriark har Murdoch besluttet, at kun de to sønner kan sætte sig i chefstolen, når de en dag skal bære ham derfra. Milliarderne skal til den tid deles ligeligt mellem de seks børn, mens kun de fire ældste- til Wendi Dengs fortrydelse - har fået stemmeret i medieimperiet.

Over for forfatteren Michael Wolff lægger Murdoch hverken skjul på sin drøm om at få alle børnene ind i selv samme imperium eller sin frustration over ikke at kunne kontrollere Murdoch-dynastiet som en af sine virksomheder.

Faktum er ikke desto mindre, at 77-årige Murdoch med sit News Corp. formentlig er verdens mest magtfulde mediemenneske. Og i Michael Wolffs optik har mediemogulen Murdoch måske allerede nået sit uudtalte mål om at opnå kontrol med massemedierne.

Bogen "The Man Who Owns the News - Inside the Secret World of Rupert Murdoch" udgives den 2. december fra forlaget Ramdom House. Forfatteren Michael Wolff har to gange vundet en National Magazine Award og kommenterer jævnligt medier, kultur og politik på blandt andet CNBC, ligesom han har flere bogudgivelser på CV'et. Han har i forbindelse med sin research til bogen været jorden rundt for at tale med familie, forretningsforbindelser og ikke mindst Rupert Murdoch selv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også