Clement Kjersgaard: Format skaber indhold

Reportage: Tv-branchen er for traditionel, når det kommer til udvikling af nye programmer, mener manden bag DR2's nye format 'Autograf'."Han er tyndere, end jeg havde forestillet mig", siger en hvidhåret mand til sin kone. De sidder i publikumsfoyeen i DR-byen og kigger på Clement Kjersgaard, som farer rundt i et brunt uldent jakkesæt og forbereder optagelserne på et afsnit af programmet 'Autograf' - et format han selv har udviklet.
Laura Bøge Mortensen

Reportage: Tv-branchen er for traditionel, når det kommer til udvikling af nye programmer, mener manden bag DR2's nye format 'Autograf'.

"Han er tyndere, end jeg havde forestillet mig", siger en hvidhåret mand til sin kone. De sidder i publikumsfoyeen i DR-byen og kigger på Clement Kjersgaard, som farer rundt i et brunt uldent jakkesæt og forbereder optagelserne på et afsnit af programmet 'Autograf' - et format han selv har udviklet.

Om lidt skal han optage 90 minutter med forfatteren Hanne Vibeke Holst. Ud over et 45 minutters interview skal han også stå for 45 minutters spørgsmål fra publikum. Tilsammen skal de 90 minutter klippes ned til en halv time.

Clement går stadig rundt og spørger publikum om de har spørgsmål til Hanne Vibeke Holst, som de kunne tænke sig at stille hende i udsendelsen. Ivrigt går han rundt mellem efterskoleelever, som for længst er gået ombord i DR's forsyninger af halvgammelt slik, sodavand og papvin. Jeg tænker, hvordan han nogensinde får den her samling til at stille spørgsmål, som skal bære halvdelen af en udsendelse?

Hvad har hun skrevet
Inde i studiet bliver publikum seated. "Hvad er det nu, hun har skrevet hende der Hanne Vibeke?", siger en pige til sin veninde, da de sætter sig ned.

Efter 45 minutters interview med Hanne Vibeke Holst om hendes seneste roman, går Clement videre til spørgsmålene fra publikum. Det første spørgsmål kommer fra Grith, som gerne vil vide, hvor Hanne Vibeke fik ideen til romanen fra. Hanne Vibeke svarer med et langt venligt svar. En ung gæst vil hellere diskutere hendes tidligere angreb på rapmusikere og deres ordvalg. Nu bliver Hanne Vibeke lidt mere skarp.

90-30 - et helt nyt format
Efter udsendelsen virker det som om, at Clement stadig er på. Jeg har besluttet, at interviewet skal handle om borgerjournalistik, og hvad spørgsmålene fra publikum gør ved formatet. Men Clement vil hellere tale om det unikke i, at han klipper fra 90 til 30 minutter, fordi man stort set aldrig laver så meget overproduktion. Studieproduktioner indspilles som regel enten live-on-tape - det vil sige næsten eller helt uredigerede, eller med nogle få minutters over produktion.

"Jeg elsker live, men da jeg var i USA, opdagede jeg, hvor meget, man også kan eksperimentere med båndede interviews," siger han.

Formatet skaber indholdet
Inden Clement går i gang med en optagelse har han en ide om, hvad det væsentlige er. Inden premiereinterviewet med Benny Andersen tænkte han, at han i hvert fald skulle tale om forfatterens fortid som barpianist. Men i redigeringen blev den sekvens skåret væk. I stedet for er der fokuseret mere på et spørgsmål fra publikum om Benny Andersens figur Svante.

For Clement Kjersgard er det et spørgsmål om, at formatet tillader, at interviewet går andre veje end den planlagte.

"Når du laver et liveinterview, har du hele tiden kun to valg. Du kan stille de sikre spørgsmål, som seerne og interviewpersonen forventer. Eller du kan overraske. I det her format er der plads til ikke altid at stille de sikre. Det er her, vi bevæger os fra interview til samtale, og det er derfor, det bliver spændende", siger han.

Hvad skal publikum gøre godt for
Jeg kigger ned i mine noter. Bliver bange for at min oprindelige vinkel ikke kommer til at holde. Spørger igen for at dreje fokus lidt mere ind på borgerjournalistik:

Er spørgsmålene, som publikum stiller gæsterne ikke engang i mellem lidt dumme?

"Det er ikke altid de mest åbenlyst komplicerede spørgsmål, som er de sværeste at svare på. Er det ikke fedt, hvis vi både kan stille helt enkle spørgsmål og samtidig snakke - med Benny Andersen om Kierkegaard? Der er en klar tendens til, at de seriøse medier - Politiken- Information-P1-DR2-Weekendavisen - kommer til at tale et sprog, som en ret lille og svindende del af befolkningen forstår. Det er ikke et problem for befolkningen, men et problem for os", siger Clement Kjersgaard, og understreger at Autograf er det bredeste kulturprogram, han har indtil videre har lavet.

Her beslutter jeg selv at droppe mine oprindelige planer om vinkling og interviewstrategi. Har indset at jeg skal hoppe til samtaleland med Clement og droppe min sikre interviewvej, selvom det er stik imod det, jeg plejer. Det lader til at min interviewperson bakker op om min usikre strategi.

Tv-branchen er for traditionel
Generelt synes Clement Kjersgaard nemlig, at mediebranchen og hermed også tv-branchen har en kedelig tendens til at lave de samme formater og bruge de samme teknikker. Den drivende kraft i hovedet på tv-folk er, at det ikke må gå galt, har han en teori om.

"Om morgenen er alle rebeller! Alt skal være anderledes! Tårnhøje ambitioner om hvor genrebrydende aftenens produktion skal være! Men jo tættere man kommer på deadline, jo mere holder man sig til de sikre løsninger. Og lige pludselig laver man et program, som man kunne have lavet i går," siger han og understreger, at han skam ikke laver form for formens skyld.


Publikum skaber nærvær
I Autograf er det samtalen og nærværet, som bliver fremhævet i formatet. Meget af interviewet med forfatteren handler om værket frem for forfatterens liv og erfaringer. Det er vigtigt at være konkret, for at det bliver interessant.

Samtidig hjælper spørgsmålene fra publikum også interviewet på vej. De bryder den interview-agtige mur, som opstår mellem Clement og gæsten.

Han dvæler lidt ved spørgsmålet om, hvor ægte et interview kan blive, når man redigerer så meget.

"Det er et dilemma, for du kan også lave en redigering, som er så loyal, at du slår interviewet i stykker. Når vi redigerer Autograf, prøver vi hele tiden at spørge os selv, hvad det vigtige er".

Rigtigt værktøj
Egentlig vil Clement Kjersgaard bare gerne lave noget, som reflekterer virkeligheden. Eller noget, som giver os nye sider af den. Derfor er udfordringen at lave et format, der løser opgaven.

"Min kollega og tidligere chef Mads Brügger sagde engang til mig, da jeg spurgte ham om hans ambitioner, at han ville bruge de rigtige værktøjer til den rigtige opgave. Opgaverne er forskellige - så værktøjerne er forskellige. Jeg er nødt til at tænke i forskellige formater hver gang, fordi det er forskellige mennesker, jeg skal skildre. Autograf ville aldrig fungere med politikere, for de skal have en anden behandling."

"Autograf" havde premiere d.9/9 med ca. 70.000 seere og en share på 7,8%

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også