TV 2's programflader vinder på mindre intern krig

En redaktionel koordinering af Go'morgen og Go'aften fladerne ender med at styrke hele TV 2 på flere områder.
Tine Brødegaard Hansen Per Fanefjord Laursen

I udbudsforløbet af de to programflader stod det klart, at TV 2 ønskede én producent af morgen- og aftenfladen. Målet var samlet at få de to programmer billigere, og samtidig skabe redaktionel synergi mellem de to flader, således at de koordinerer emner, temaer og gæster.

En koordinering af emner vil også sætte TV 2 i stand til at konkurrere med DR, når det gælder om at sætte en nyhedsagenda på en given dag. Dér er DR stadig meget stærk med fire radiokanaler, DR1, DR2 og online.

Ifølge MediaWatchs oplysninger får TV 2 en besparelse i omegnen af 15 procent på de to samlede produktioner, i forhold til at købe dem hvert sit sted.

Tv-direktør Lykke Neiiendam, Nordisk Film, ser god mening i, at redaktionen nu arbejder sammen.

"Indtil nu har Go'morgen Danmark og Go'aften Danmark betragtet hinanden som konkurrenter. Der har ikke været meget samspil mellem de to programmer. Programmerne har reelt konkurreret om historier og gæster på samme måde, som det sker med Aftenshowet. Hvem får dagens hovedperson osv.," siger hun.

Dertil kommer at TV 2 møder stigende konkurrence i timerne op til primetime fra en blødere TVA og Aftenshowet. Desuden opruster TV3 i 'Early prime' med Topmodels og '2900 Happiness' kl 19.30. Flere gode grunde til at det ikke giver mening at slås indbyrdes på egen kanal.

Et eksempel på koordinering kunne være, at en sag belyses fra flere sider om morgen og aften, f.eks. med den blødere vinkel om morgen og skarpere om aften - eller at emnet udvikler sig gennem dagen. En anden fordel kunne være, at værterne går i rotation i morgen- og aftenfladen - i forskellige kombinationer.

Personligt ser jeg det som muligheden for at skabe en 'værtsfamilie', som kan skifte mellem de to programmer. Men det kræver analyser af, hvad seerne forventer - om de foretrækker at vågne op til de samme værter, og ikke vil have at de dukker op om aftenen for eksempel. Men det ville være sjovt, hvis værterne fungerede på kryds og tværs, også for værterne, der får mulighed for at prøve andre ting af."

Der er også en markedsføringsmæssig idé i at styrke indtrykket af ét samlet program. Rent praktisk ville de f.eks. også kunne fungere sammen online, hvis TV 2 ønsker det, påpeger Lykke Neiiendam. Det er ikke klart, om de to flader også skal fremstå mere beslægtede, når det gælder production values.

Sikkert er det at Nordisk Film udvider staben som følge af den nye opgave og ser efter folk med andre uddannelser end de journalistiske.

"Vi vil gerne have folk til med andre uddannelser end den journalistiske, alt fra filosoffer til komikere kunne være spændende at inddrage. Vi skal sikre at vi ikke bliver statiske og forudsigelige, vi går efter at være sprudlende og inspirerende."

Det nye Go'morgen og Go'aften Danmark kan ses på TV 2 fra januar 2009.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også