Henriette Kjær: Ansvaret ligger hos DR-bestyrelsen

Revisionsrapportens konklusioner er stærkt kritisable, et ansvar skal placeres, men ikke hos politikerne, mener Henriette Kjær (K).
Tine Brødegaard Hansen

Revisionsrapportens konklusioner er stærkt kritisable, et ansvar skal placeres, men ikke hos politikerne, mener Henriette Kjær (K).

Hun er medlem af Folketingets medieudvalg og finansudvalg og har endnu til gode at nærlæse revionsrapporten om DR-byggeriet i Ørestaden, om hvilket Brian Mikkelsen (K) siger i en pressemeddelelse:

"Vi har jo nok alle sammen haft fornemmelsen af, at der måtte være noget galt med styringen af byggeriet, siden byggeudgiften kunne stige fra de 3 mia. kr., der var rammen, til først 3,3 mia. kr., siden 4 mia. kr. og til sidst 4,7 mia. kr."

Også Henriette Kjær påpeger, at mange faktorer er gået rivende galt undervejs i byggeriet.

"Det er stærkt kritisabelt, at der ikke har været et ordentligt beslutningsgrundlag, bestyrelse eller ledelse. Der er truffet beslutninger, som man ikke kan finde ud af, hvem der har ansvaret for, det er selvfølgelig ikke en farbar vej, når det gælder styring af et stort byggeri."

Hvad bliver konsekvenserne af rapporten?

"Vi skal have rapporten med hjem og gennemlæse den, derefter skal medieordførerne drøfte konsekvenserne, men før vi gør det skal vi helt ned i detaljen og finde ud af, hvem der har været hovedansvarlig, en del er jo siden hen stoppet eller har sagt op."

Bliver det ikke svært at holde nogen ansvarlige, der ikke længere er i organisationen?

"Jo, men det skal vi se nærmere på, for det er stærk kritik der udtales i revisionsrapporten, det er trist læsning i bagklogskabens klare lys, men man kunne have gjort mange ting, der kunne have styret byggeriet bedre."

Er der også et politisk ansvar i det her?

"I og med ansvaret er uddelegeret til en professionel bestyrelse, så ligger ansvaret hos den."

I morgen mødes kulturministeren med medieordførerne for at drøfte revisionsrapportens kritikpunkter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også