TV 2 Sports Tina Müller tilbage på ret kurs

Tina Müller fik barsk debut, da hun kun få timer før første live-udsendelse på TV 2 Sport mødte sin medvært.
Eva Lykke Jørgensen

Tina Müller fik barsk debut, da hun kun få timer før første live-udsendelse på TV 2 Sport mødte sin medvært.

Studiet stod færdigbygget kun en time inden værterne gik på. Der var en ekstremt hektisk stemning, husker Tina Müller.

Sportskanalen (et samarbejde mellem TV 2 og MTG, red.) skulle have tilladelse fra Konkurrencestyrelsen, inden den kunne gå i luften. Tilladelsen blev givet om formiddagen den 11. april 2007, og senere samme dag var kanalen en realitet. Man kunne alternativt have valgt at vente lidt længere med lanceringen for at få tid til at køre værterne i stilling. Men på trods af at være blevet kastet ud på dybt vand mener Tina Müller alligevel, at det har været en positiv oplevelse, som har lært hende meget.

"Især det første halve år var det hårdt, og når jeg ser tilbage på det, ville jeg ønske, at det var blevet grebet lidt anderledes an. Min træning foregik praktisk talt for åben skærm, og det var svært, fordi jeg vidste godt, at jeg ikke var drøngod fra starten. Men det er vilkårerne, når man skal skyde en stor sportskanal i luften med dags varsel. Når jeg ser tilbage på de seneste 12 måneder, har jeg da også fået en hel uvurderlig erfaring med i bagagen", siger Tina Müller til MediaWatch.

Tina Müller gik ned med stress i september og var væk fra skærmen i to måneder. Hun følte sig ikke forberedt på, at hun som studievært ville blive så stor en del af seerenes hverdag.

"Jeg følte bare jeg var den lille landsbypige, født og opvokset i Ringsted, og lige pludselig kom jeg til at sidde i en stol, som jeg slet ikke syntes jeg var rustet til at sidde i. Der er ikke mange kvinder i denne branche, så man stiller nok også ekstra store krav til sig selv", forklarer hun.

I de to måneder Tina Müller var væk fra kanalen, gennemgik hun intensiv skærmtræning, som skulle forberede hende på at komme tilbage som vært. Takket være hårdt arbejde og en god portion viljestyrke kunne hun i slutningen af 2007 vende styrket tilbage på kanalen, og hun er nu holdt op med at fokusere så meget på, hvad seerne tænker om hende.

"Hvis jeg skal bruge krudt på dét, så har jeg simpelthen ikke mere energi tilbage. Jeg har bare accepteret, at nogen kan lide mig, og andre ikke kan. Det er betingelserne for at være tv-vært", siger Tina Müller, der trods de mange udfordringer betegner værtsrollen på TV 2 Sport som et drømmejob.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også