Analyse: TV 2-ledelsen i svære overvejelser

Mandag eftermiddag er TV 2s bestyrelse og ledelse kastet ud i grundliggende overvejelser af virksomhedens liv og levned.
Per Fanefjord Laursen
Mandag eftermiddag er TV 2s bestyrelse og ledelse kastet ud i grundliggende overvejelser af virksomhedens liv og levned.

TV 2-bestyrelsen og direktionen sidder med en bunden opgave, der skal løses. Der skal trimmes 150-200 mio. af udgifterne i 2008. Problemerne skyldes formentlig primært, at man har glemt at trimme virksomheden under den eksplosive vækst i de seneste to år. Der er ansat hele 500 flere personer siden 2006.

Udover at se på om Nyhederne og News samlet kan produceres med færre medarbejdere, fordelt på Odense og København, så samler interessen sig om TV2 Radio.

Adm. direktør Ulrik Thagesen, MediaCom, ser for sig, at direktionen og bestyrelsen mandag eftermiddag sidder med komplekse beslutninger, som både rummer store kortsigtede og langsigtede konsekvenser - og en del politisk bevågenhed.

"Jeg er glad for, at jeg ikke skal tage beslutningerne," lyder det fra Thagesen.

En ny bestyrelse og en ny adm. direktør vil være svært fristet af at komme af med den økonomiske møllesten, som radiostationen aktuelt udgør. Nu har de stadig en chance for at sige, at det er et problem skabt af Per Mikael Jensen; om et eller 2 år er det deres beslutning og problem.

Dernæst er der den langsigtede strategiske tanke, at TV 2-koncenen som multimedievirksomhed bør have en radiostation - eller snarere et audiobrand - med i paletten. Det område rummer potentiale i den digitaliserede verden. Radio, og et eller flere audiobrand og produkter, gavner også TV 2 som salgsobjekt, hvis salget ligger langt nok ude i fremtiden til, at de har fået styr på radioens økonomi.

Omvendt må man acceptere, at radioen på kort sigt ikke øger værdien af TV 2 - den er snarere en dødvægt, der presser prisen ned, hvis salgsprocessen kommer i gang om 1-1½ år, påpeger Ulrik Thagesen.

TV 2s 2007-regnskab et kendt for offentligheden. Men ingen udenforstående kender de reelle økonomiske forhold for TV 2, som de udvikler lige nu.

Med det forbehold vurderer medieprofessor Frands Mortensen, Århus Universitet, at TV 2s situation i eftermiddag giver anledning til nogle helt grundliggende overvejelser:

"Vi ved jo ikke, hvorledes de nye aktiviteter udvikler sig aktuelt, men det er vel ikke utænkeligt, at man i den økonomisk pressede situationen, der kan blive langt værre med Boxers entre, tænker på at fjerne sig fra public service forpligtelserne på hovedkanalen," siger han og anbefaler samtidig, at man i hvert fald bør tage et opgør ekspansionsstrategien.

Var ekspansionsstrategien rigtig, spørger Frands Mortensen og minder om, at målet om en omfangsrig TV 2-koncern lå fast, før Per Mikael Jensen kom til; han skulle blot eksekvere den.

"Hovedkanalen bør være det centrale omdrejningspunkt for TV 2s berettigelse. Men den er svækket i de senere år, og den er dårligere indholdsmæssigt, som følge af ekspansionslysten. Alle ledelseskræfter synes at være gået til andre aktiviteter, men skulle være brugt på hovedkanalen."

Såfremt bestyrelsen og ledelsen udtænker en strategi om at bakke tilbage på public service krav til hovedkanalen, for at skabe økonomisk råderum, og måske åbne for abonnementsindtægter - så begår de en fejl.

"Det er ikke en farbar vej for ledelsen. Det ville være en kæmpe politisk fiasko for Kulturministeren, hvis TV 2 blev en ren markedsstyret kanal, som ikke lever op til public service betingelserne."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også