Filmenes storhedstid på tv er slut

Færre ser film på tv. Det skyldes ikke kvaliteten, men fragmentering af udbuddet. TV 2 vil fortsat vise film, alternativet er for dyrt.
Tine Brødegaard Hansen

Færre ser film på tv. Det skyldes ikke kvaliteten, men fragmentering af udbuddet. TV 2 vil fortsat vise film, alternativet er for dyrt.

Sådan lyder konklusionen på en ekstern undersøgelse, som TV 2 Programafdeling har iværksat for at forklare de senere års faldende seertal til film på hovedkanalen ud fra en kvalitetsmæssig vurdering af filmene.

Ikke desto mindre har de faldende seertal til film betydning for TV 2's annonceindtægter, siger TV director i Mediacom, Finn Kristensen.

Den gode nyhed er, at det går konkurrenterne endnu værre.

"Vores film trækker nemlig stadig klart bedre seertal end vores kommercielle konkurrenters, og DR kan typisk kun slå os på lørdage, hvor de kan hente stor seertilslutning til gamle danske film," siger Anders Leifer, film- og dokumentarredaktør på TV 2 i en pressemeddelelse.

Det kan lyde som om, I ender med en positiv konklusion for undersøgelsen, selvom resultatet er nedslående?

"Undersøgelsen gik specifikt på kvaliteten af de film vi sender, den har vi ikke problemer med, og det er jo godt nok, men hvis problemet havde ligget i kvaliteten havde det været et nemmere 'quick fix', så i den forstand er det ikke positivt."

Tidligere kunne TV 2's søndagsfilm ofte levere en share på 45 procent blandt de 21-50-årige for vores søndagsfilm. Et konkret eksempel er den Oscar-nominerede Russell Crowe-film "Cinderella Man", som kun fik en share på 21 procent i TV 2's stærke søndagsfilmslot.

Hvis kvaliteten af filmene ikke er problemet, hvad er så løsningen? Umiddelbart kan TV 2 blot sige 'øv', mener Finn Kristensen, TV director i Mediacom, der har et bud på en løsning:

"Det gælder om at finde ud af, hvad de seere laver, der vælger filmene på TV 2 fra. Hvis de er på andre TV 2-kanaler som Zulu eller Charlie, gør det ikke så meget. Hvis det skyldes at mange følger DRs dramaserier om søndagen og enten bliver hængende på DR, eller ikke gider at se mere fiktion, er det svært at gøre noget ved. Hvis faldet skyldes at folk har flere muligheder for at se film, som nok er den primære årsag, kan TV 2 kun lancere flere kanaler. Fragmenteringen er kommet for at blive, den kan man ikke stoppe, men man kan sinke udviklingen."

Også Anders Leifer fremhæver fragmenteringen, som en af hovedårsagerne, på filmområdet er løsningen mere af de samme kvalitetsfilm, men med lavere forventninger.

"I programafdelingen, hvor film kun er et hjørne, arbejder vi på at styrke og befæste TV 2's strategi, for min del har jeg fokus på at fastholde kvaliteten i filmene. Men jeg har ikke et stort forspring i forhold til andre tv-stationer, det er ikke sådan, at vi føler os meget bedre end de andre, men konklusionen er, at vi absolut kan være filmsituationen bekendt. Det skal vi fastholde bevidstheden om, men der er en stigende udfordring for filmen i det klassiske flow-tv i at folk downloader film, ser dvd'er osv."

Hos Anders Leifer og TV 2's programafdeling bestyrker undersøgelsen, at danskerne foretrækker danskproducerede programmer i primetime, men det er et dyrt ønske at opfylde for tv-stationen, der samtidig har medvirket til udviklingen.

"Udfordringen er at vi samlet som programafdeling producerer programmer med unikt indhold og inviterer folk til tv-sening på den måde som skønne programmer som 'Byen hvor kvinderne gik' og "Den hemmelige millionær" gør. Danskproduceret indhold har evnen til at samle store seerskarer, undersøgelsen har på sin vis været med til at understrege nødvendigheden af at have skærpet fokus på det område. Samtidig har vi selv medvirket til at gøre film mindre eksklusive i kraft af TV 2 Film og vores joint venture med Nordisk Film om Sputnik. Den type tiltag vil vokse i markedet."

Forhåbningen på det område, modsvares ikke ubetinget af en undersøgelse af Greens Analyseinstitut for Dagbladet Børsen. Konklusionen er, at danskerne svigter filmleje på nettet. Den primære forklaring på det er, at både unge som ældre foretrækker at se film på tv-skærmen, frem for på computeren. Kun få orker at forbinde computeren til tv'et for at komme ud over det problem. Det rammer blandt andet TV 2 Sputnik, viser undersøgelsen. Ikke desto mindre er de faldende seertal til spillefilm på tv en realitet.

Hvor bekymrede skal TV 2 være over de faldende seertal selv til topfilm?

"Hvis det er et generelt billede, er det klart, at TV 2 stort set halverer indtægten på reklameblokkene før og efter filmene. Det er noget TV 2 kan mærke og det er et problem for dem, at film ikke genererer samme seertal længere, for købte programmer er helt klart billigere, men danskerne vil helst have danskproducerede programmer, og det har TV 2 public service forpligtelse til at lave," siger Finn Kristensen.

Han tilføjer, at hvis hard desk optagere, der optager programmer til senere brug, bliver udbredt i Danmark, kan det blive en udfordring for TV 2 og andre tv-stationer være, der kan betydes at film rykkes fra primetime, fordi seerne altid kan se dem, hvor dyre nyheder og sport er vigtigere at se live. Særligt Tivo-boksen, der automatisk fjerne reklamebreaks i film, truer de kommercielle kanaler.

TV 2's konkurrencefordel er, at de sender film uden reklameafbrydelser, og heldigvis for dem er seerne vanemennesker i tv-stationernes hårde kamp om filmseerne.

"Seere er vanemennesker og TV 2 har flere seere til alle deres programmer, også film. Selvom filmene på TV 2 ikke nødvendigvis er bedre end på andre kanaler, vil TV 2 have flere seere, selv hvis de havde reklameafbrydelser i filmene. Der er noget seerloyalitet over for TV 2, og forventning om at de sender noget godt."

Film vil ikke blive rykket fra TV 2's primetime i nærmeste fremtid at dømme efter Anders Leifers udmeldinger.

"Det er nogle strategiske beslutninger, der ligger over mig. Men den ene vej er den du skitserer om at fjerne dem, den anden vej er, at vi lever med at der er færre seere til film på tv. Selvom licensafgifterne til film ironisk nok er stigende, er det stadig billigt i forhold til at producere danske programmer. For at have råd til at producere dansk tv til de slots, hvor det skal ligge, er vi nødt til at have film, serier og dokumentar i andre slots. Vi ville gerne kunne tilbyde udelukkende topfilm, dansk drama, stor dansk dokumentar og danske underholdningsshows, men det er alt for dyrt, så vi skal blande kortene rigtigt," siger Anders Leifer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også